Weekendavisen bringer i dag min anmeldelse af Lauren St Johns bog Rainbows End: A memoir of childhood, war & an african farm. Anmeldelsen kan læses her: http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080627/BOGER/706270030/-1/boger
Spørgsmålet om identitet, som Lauren St John tager op, er interessant. Hvorfor har hvide ikke lov at kalde sig afrikanere? Selv ikke hvis deres familier har været i Afrika i fire generationer?
Den norske redaktør Hans Rustad har skrevet en fin anmeldelse af min bog Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa. Anmeldelsen kan læses på hjemmesiden for document.no: http://www.document.no/2008/06/morket_i_morket.html
Human Rights Service i Norge har trykt mit interview med forfatteren Lauren St John, der voksede op i Zimbabwe dengang landet hed Rhodesia:
Jeg blir aldri afrikaner: – Min familie har bodd i Afrika i fire generasjoner. Jeg oppfatter meg som afrikaner, og jeg elsker landet mitt, Zimbabwe. Men jeg er hvit i huden. Derfor defineres jeg som europeer eller ikke-afrikaner, forteller forfatteren Lauren St John. St John har nylig gitt ut boken ”Rainbow´s End: A memoir of childhood, war & an African farm”. Den danske skribenten og forfatteren Helle Merete Brix, møtte St John for en samtale om hennes nyutgitte bok og den tragiske og blodige situasjonen i landet som ligger hennes hjerte nærmest.
Læs mere på:
http://www.rights.no/publisher/publisher.asp?id=54&tekstid=1914
Ytringsfrihed handler ikke kun om, hvad der kan skrives i bøger, aviser og magasiner. Også musikere oplever censur, intimidering, overgreb eller fængsling i en lang række lande, herunder Zimbabwe, Iran, Pakistan og Somalia. Men hvor mange ved i grunden, at den organisation, der på verdensplan beskæftiger sig med at fremme musikeres ytringsfrihed har hovedsæde i hjertet af København?
Organisationen Freemuse har hjemmesiden http://www.freemuse.org/ Man kan være både blive betalende medlem eller blot støtte organisationen. Man kan tilmelde sig organisationens nyhedsbrev, og man kan købe en række publikationer fra organisationens hjemmeside.
En af disse Freemuse-publikationer er den berømte Can you stop the birds singing? fra 2001 om censur af musik i Afghanistan. Af andre rapporter kan nævnes All that is banned is desired, der samler indlæg fra en konference i Beirut i 2005 om musikcensur. Og i en tid, hvor vi dagligt hører om Robert Mugabes rædselsregime kan det være interessant at vide, at Freemuse faktisk i 2005 publicerede rapporten Playing with fire, der handler om frygt og selv-censur i zimbabweansk musik.
Det var også Freemuse, der var medarrangør, da den glimrende film om censur af musik i Iran Sounds of Silence – Underground Music in Tehran fra 2006 blev vist februar i år i Grand Teatret. Filmen er instrueret af to unge iranere, der begge bor i Vesten, Amir Hamz og Mark Lazarz. Læs om filmen på http://www.soundsofsilencefilm.com/
En fin eftermiddag – den amerikanske historiker Daniel Pipes var igen i Danmark og holdt et foredrag for en 50 mennesker i Dansk Forfatterforening om truslen mod Israel. Efter foredraget fik jeg tildelt årets Raoul Wallenberg-medalje og et diplom fra Den danske Raoul Wallenberg Forening. Geoffrey Cain stod for tildelingen.
Blandt de tidligere modtagere er politikeren Per Stig Møller, Tibets åndelige overhoved Dalai Lama, journalist på Berlingske Bent Blüdnikow og Sapphos anden chefredaktør, Lars Hedegaard. Jeg er rørt over og glad for tildelingen, der gives for kampen mod totalitarisme.
Måske er luften i London ikke den reneste eller friskeste, men hvor sker her dog spændende ting inden for mit felt i øjeblikket. Jeg er netop vendt hjem fra et kort besøg og udover at nyde at traske rundt i byen og bydelen Notting Hill, som jeg rigtig godt kan lide, fik jeg lov til blandt andet at deltage i det månedlige møde mellem en række af de forskellige tænketanke på center-højre området. Den største er Policy Exchange, http://www.policyexchange.org.uk/ der i 2007 udgav den kritiske rapport om extremisme i de britiske moskeer, som Sappho har skrevet om.
Andre tænketanke, der deltog var Centre for Social Cohesion http://www.socialcohesion.co.uk/ , der netop har udgivet publikationen Virtual Caliphate: British Extremists and their websites. Derudover også New Culture Forum, http://www.newcultureforum.org.uk/ med den glimrende journalist Peter Whittle i spidsen. I London synes de, at de er bagefter i forhold til USA, hvad angår tænketankenes indflydelse og organisation. For mig er det imponerende at se, hvad de udgiver og hvordan de opererer.
Interviews med Peter Whittle og Centre for Social Cohesion´s unge direktør Douglas Murray følger i løbet af sommeren på bl.a. Sappho. Derudover bringer vi interviews med forfatteren Lauren St John, der voksede op i Zimbabwe/Rhodesia under borgerkrigen og med Ben Okri, den verdensberømte nigeriansk/britiske forfatter og vicepræsident i engelsk PEN. Okri var så venlig at lægge vejen forbi mit hotel, den sidste aften jeg var i London og tale om det at skrive, om spiritualitet,ytringsfrihed m.m. Disse interviews publiceres formentlig også på henholdsvis http://www.rights.no/ og i Weekendavisen.
Tørklædedebatten fortsætter. Miss Tørklæde kåres i morgen. Hvorfor ikke årets sikh? Årets turban? Adskillelse er blevet et nøgleord. I den uklare strøm af udtalelser om multikultur, retten til forskellighed med videre tænker jeg på historikeren Uma Duphelia-Mesthrie, der er oldedatter af Mahatmas Gandhi.
Jeg interviewede hende sidste år i Cape Town om hendes bøger om Gandhi og familiens historie i landet. Og om de unge af indisk afstamning, der i dagens Sydafrika føler sig friere til at understrege deres særpræg. Men som Uma sagde: “De unge er meget stolte af deres religion, deres kultur og sprog. Det er en ny ånd. Men efter min opfattelse må man ikke overdrive dette særpræg. For det gør øjeblikkeligt én til et menneske, der adskiller sig fra andre mennesker. Som sydafrikanere må vi se på, hvad der er fælles for alle de forskellige racer.”
Billedet er Mesthrie-familiens yndlingsbillede, og det hænger i deres stue. På billedet ser man Gandhi og Nehru. Gandhi har armen om Umas mor Sita, der er den unge pige til højre i billedet.
Hanan al-Shaykh er en libanesisk-født forfatter, der bor i London. Hun er desværre ikke i byen, de dage jeg er derovre, men forhåbentlig mødes vi i efteråret til et interview. Jeg læser i øjeblikket hendes seneste bog, der er oversat til engelsk, for Hanan al-Shaykh skriver på arabisk. Bogen hedder “Only in London” og er også kommet på dansk i 2002. Den handler om fire mennesker, der mødes i fly-turbulencen over Heathrow: Den smukke, fortabte Lamis, der for nylig er skilt fra sin velhavende irakiske ægtemand. Marokkanske Amira, der tjener penge som prostitueret, transvestitten og bøssen Samir og Nicholas, der er Sotheby´s ekspert, når det drejer sig om islamiske daggerter.
Bogen udspiller sig ikke mindst i det arabiske kvarter omkring Edgware Road. Det er en vittig og rørende bog med sætninger som denne: “Et særligt forhold voksede frem mellem arabiske kvinder og deres læger, de eneste briter, der kom i kontakt med deres kroppe”. (min oversættelse fra den engelske udgave).
Hanan al-Shaykh har på dansk også udgivet bøgerne “Zahras historie” og “Beirut Blues”. Jyllands-Posten havde et stort og fint interview med hende i 2005.
Weekendavisen har en fin artikel om Sapphos prisoverrækkelse for nylig til Kurt Westergaard. Artiklen kan læses her (kræver dog abonnement) http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080530/BOGER/705300015/-1/boger
Jeg skriver om Sydafrika i øjeblikket – et essay, en kronik, eller hvad det nu bliver til. Om landet, litteraturen og alt det smukke vi sjældent hører om, ikke mindst når det brager løs med meningsløse bølger af mord og vold, som vi ser det i øjeblikket over for landets fattige immigranter. Det er et voldsomt land og Afrika er et voldsomt kontinent. Ingen tvivl om det. Og så er det måske et af de mest interessante lande at besøge for at studere forholdet mellem forskellige kulturer. På billedet ses et af apartheidtidens forfærdelige symboler: “Kun for europæere”, altså kun for hvide, siger skiltet på bænken. Den er udstillet på et af Cape Towns meget seværdige museer, District Six Museum, som åbnede samme år som landet fik sit første frie valg, i 1994.
District Six var et område syd for Cape Towns bycentrum, der den 11. februar 1966 blev erklæret for hvidt område. Først ni år senere kom bulldozerne og rev huse og forretninger ned. I dag fortæller museet bydelens historie, ligesom en række af de ældre beboere har fået mulighed for at vende tilbage.
hellemerete@hellemeretebrix.com
mobil 22 92 70 46