Archives: Generelt

  • / af Helle Merete Brix /

Ben Okri om ytringsfriheden

Weekendavisen bringer i dag mit interview med den nigeriansk-britiske forfatter Ben Okri, som jeg mødte i London for nylig. Vi talte om sprog, fortælling, spiritualitet, ytringsfrihed og meget mere. Et citat fra interviewet: “Vi må hele tiden være opmærksomme på ethvert tiltag mod at udslette vores frihedsrettigheder. Særligt ytringsfriheden. Tankefriheden”. Interviewet kan læses her: http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080808/BOGER/708080015/-1/boger

  • / af Helle Merete Brix /

Glæden ved at skrive

For nylig afsluttede jeg et fire dages forfatterværksted i Fountain House på Østerbro. Fountain House er, som det hedder på husets hjemmeside, “et sted for mennesker, som på grund af længerevarende psykisk sygdom eller alvorlige psykiske vanskeligheder har mistet kontakten til arbejdsmarkedet eller uddannelsessted.” I huset, der minder mig om en stor Pippi Langstrømpeagtig villa, masser af krinkelkroge, terrasser og uventede trapper, har jeg undervist med mellemrum siden 1999. Jeg synes, det er en rigtig god idé med sådan et hus, hvor de psykisk syge, der kommer der ikke bare er brugere af huset, men er med til at passe det. Mange af de tilbud, der er til brugerne er forståeligt nok erhvervsrettede; men der er også med mellemrum kurser i for eksempel at male eller skrive.

Vi havde et rigtig godt hold denne gang, velskrevne historier og fine iagttagelser, gode samtaler og et hold, hvor deltagerne havde rod i Pakistan, Makedonien, Sverige og Danmark.

Til efteråret begynder mine forfatterkurser på AOF igen. Jeg ser frem til undervisningen og til at formidle, hvad jeg mener god fiktion kræver: At man tilstræber at skrive både smukt og præcist, personligt og ikke privat og med distance og nærvær. Og så håber jeg, som sædvanlig, at kunne videregive glæden ved at skrive.

  • / af Helle Merete Brix /

At konvertere til islam

Debatmødet på Krogerup Højskole den 25. juli var tankevækkende. Debatten handlede blandt andet om multikultur og migration og i panelet sad ud over undertegnede pædagog og gadeplansarbejder i Nordvest, Khaled Mustapha og Mattias Tesfaye, fagligt aktiv murer. Mustapha er medlem af Enhedslisten, Tesfaye er medlem af SF. Tilhørerne var unge, der efterfølgende skal på en større rejse til blandt andet USA, Syrien og Iran.

Vi kom selvfølgelig til at diskutere islam, og rigtig interessant blev det, synes jeg, da Khaled Mustapha forklarede hvor betydningsløst det efter hans mening var, at en dansk mand konverterede til islam, hvis han giftede sig med en muslimsk pige i Danmark. For sådan er islams regler, en muslimsk kvinde kan ikke gifte sig uden for religionen, og dette dogme opretholdes nidkært af imamer og prædikanter i Europa.

Man vidste godt, sagde Mustapha, at de ikke rigtigt var blevet muslimer, de sagde blot trosbekendelsen, det var bare en formsag.

Men det er da ingen formsag at vælge en religion. Det har uhyre betydning. Ikke mindst hvis man konverterer til islam, da det ikke er velset at konvertere tilbage igen, for nu at udtrykke det diplomatisk.

Mustapha havde også en forbløffende kommentar til ytringsfriheden. Selvfølgelig skulle der da være ytringsfrihed, men…(der er altid et men). Ja, og hvis en eller anden rig fyr fra A.P. Møller ville kalde Mustapha for “perker” på gaden, så kunne han da bare gøre det.

Nu har jeg svært ved at forestille mig folk i ledende stillinger fra velhavende virksomheder i Danmark fare rundt på gader og stræder og kalde mørlødede mennesker for “perkere”. Men vist findes der primitive mennesker, der har behov for at svine andre mennesker til med primitive tilråb. Hvad har det med ytringsfrihedsdiskussionen at gøre?

Ethvert anstændigt menneske vil forhåbentlig gribe ind, hvis de overhører noget sådant i det offentlige rum. Ligesom de forhåbentlig vil støtte op om retten til at tegne, skrive og tænke, hvad man vil.

Jeg blev kørt hjem på Kristians motorcykel. En strålende tur ad Strandvejen i solskin og med masser af vind. Turen mindede mig om, hvor dyrebar en ting, frihed er.

  • / af Helle Merete Brix /

Bi, homo eller hetero eller blot menneske

Weekendavisens udsendte har skrevet en måske lovlig fantasifuld beretning om Tidehvervs Sommermøde. Blandt andet er jeg i artiklen udnævnt til “homo-aktivist”, hvad jeg nu ikke er eller har været. Jeg har sendt en kort replik. Link til artiklen nederst i dette indlæg.

Jeg støtter alle menneskers ret til frit at praktisere deres seksualitet, hvadenten de er heteroseksuelle, biseksuelle eller homoseksuelle. Jeg synes også, mange mennesker tillægger den seksuelle retning alt for stor betydning. I bund og grund tror jeg at min første store kærlighed, en særdeles maskulin amerikaner, havde ret, da han for snart en menneskealder siden udtrykte sin mening om dette emne: At de fleste mennesker er født biseksuelle og at samfundets normer får folk til at vælge at leve oftest “straight”, ind imellem “gay”. Måske spiller det også ind, at der som biseksuel er dobbelt så meget at vende sig om efter på gaden. I den moderne verden skal der arbejdes og tjenes penge, og det tager altsammen tid.

Jeg tror ikke på særlige rettigheder eller særlige kvoter for særlige grupper, hvadenten der er tale om homoseksuelle, kvinder eller folk med anden etnisk baggrund. I Vesteuropa har jeg svært ved at se, hvorfor det skulle være nødvendigt at udføre aktivisme for homoseksuelles rettigheder. Eller for kvinders. Eller for folk med anden etnisk baggrund. Mennesker skal betragtes som individer og være lige for loven.

http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080711/BOGER/707110011/-1/boger

  • / af Helle Merete Brix /

Verdensborger!

Jeg er ved at skrive en anmeldelse af den britiske journalist Peter Whittles vittige, lille bog “Look at me – Celebrating the Self in Modern Britain”. Sappho udkommer over midten af juli med et nyt nummer, herunder et interview med Whittle. Hans tænketank New Culture Forum, www.newcultureforum.org.uk der blev stiftet i protest med den venstreorienterede dominans af kulturlivet, er en virkelig fin nyskabelse. NCF afholder gode arrangementer, jeg deltog selv i et møde om venstre-højreorienteret teater i London sidste år.

I bogen afdækker Whittle folks mere eller mindre maniske forsøg på at gøre sig til noget helt specielt, løsrevet fra alt og alle og fra enhver national eller regional sammenhæng. Han tager også Verdensborgeren under kærlig behandling: For den, der grandiost betegner sig selv som verdensborger, skriver Whittle, risikerer egentlig blot at være borger intetsted.

  • / af Helle Merete Brix /

Religionsfrihed – ikke religionslighed

Mit foredrag den 1. juli om Det Muslimske Broderskab i Europa gik, så vidt jeg kunne vurdere, fint. Det foregik på Tidehvervs Sommermøde på Rønshoved Højskole. Det korte ophold bød på interessante samtaler.

Opholdet fik mig også til at tænke på, hvor glad jeg er for at jeg for snart mange år siden mødte buddhismen. Mærkeligt i øvrigt, at så mange i den offentlige debat har travlt med at ville have skilt stat og kirke. Hvad skal vi med religionslighed? Det, der er vigtigt, er religionsfrihed. Den nuværende ordning er den bedste beskyttelse af religionsfriheden og af Europas religiøse minoriteter.

  • / af Helle Merete Brix /

Om geder, fatwaer og lignende

At en gammel ged i Iran ville bestemme, hvad en britisk romanforfatter måtte skrive! Sådan sagde den unge forfatter og direktør for tænketanken Centre for Social Cohesion, Douglas Murray, da jeg interviewede ham for nylig i London for nylig. Vi talte om centrets arbejde, ytringsfrihedsspørgsmålet, mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh i 2004 m.m. Og naturligvis også om den sag, der med Murrays ord var det første varselsskud: Ayatollah Khomeinis fatwa mod den britiske romanforfatter Salman Rushdie. Sappho udkommer i midten af juli med et nyt nummer, herunder et interview med Murray.

Brugen af ordet ged fik mig til at tænke på al opstandelsen over Theo van Goghs udtryk gedekneppere. Af hans kritikere blev det udlagt som en grov fornærmelse mod muslimer. Men gedeknepper var utvivsomt van Goghs satiriske betegnelse for rettroende mandlige muslimer, inspireret af Ayatollah Khomeini. For år tilbage fandt og oversatte en iransk ven fra et af Khomeinis ejendommelige skrifter. Ud for “problemstilling nr. 2631” står der: Det er utilbørligt at spise hest, muldyr og æselkød, og hvis nogen har seksuel omgang med dem bliver kødet, haram, (forbudt) og skal føres uden for byen og sælges andetsted.

Jeg ville have indsat et stort billede af Khomeini her i indlægget men fandt det for deprimerende. I stedet har jeg fundet et fotografi af en valgplakat fra begyndelsen af 1980erne fra Teheran. Khomeini optræder ganske vist på billedet, men i lidt mere neddæmpet form. Billedet er taget af historikeren Torben Hansen, min medforfatter til bogen I Krigens Hus, der som ung trotskist var et begejstret øjenvidne til den iranske revolution. Dog blegnede Hansens begejstring, da Hizbollah (Guds Parti) myrdede unge kommunistiske demonstranter for øjnene af ham i Teherans gader. I Sapphos åbningsnummer, der nu ligger nogle år tilbage, interviewede jeg Hansen om hans oplevelser. Interviewet, der har titlen Khomeini og venstrefløjens blinde øje kan læses her: http://www.sappho.dk/Nr.%201%20Okt.2005/Hansen.htm

  • / af Helle Merete Brix /

Weekendavisen bringer i dag min anmeldelse af Lauren St Johns bog Rainbows End: A memoir of childhood, war & an african farm. Anmeldelsen kan læses her: http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080627/BOGER/706270030/-1/boger

Spørgsmålet om identitet, som Lauren St John tager op, er interessant. Hvorfor har hvide ikke lov at kalde sig afrikanere? Selv ikke hvis deres familier har været i Afrika i fire generationer?

  • / af Helle Merete Brix /

Erindringer fra Zimbabwe/Rhodesia

Human Rights Service i Norge har trykt mit interview med forfatteren Lauren St John, der voksede op i Zimbabwe dengang landet hed Rhodesia:

Jeg blir aldri afrikaner: – Min familie har bodd i Afrika i fire generasjoner. Jeg oppfatter meg som afrikaner, og jeg elsker landet mitt, Zimbabwe. Men jeg er hvit i huden. Derfor defineres jeg som europeer eller ikke-afrikaner, forteller forfatteren Lauren St John. St John har nylig gitt ut boken ”Rainbow´s End: A memoir of childhood, war & an African farm”. Den danske skribenten og forfatteren Helle Merete Brix, møtte St John for en samtale om hennes nyutgitte bok og den tragiske og blodige situasjonen i landet som ligger hennes hjerte nærmest.

Læs mere på:

http://www.rights.no/publisher/publisher.asp?id=54&tekstid=1914