af Helle Merete Brix

En slamfyldt kloak

Nørrebro-imamen Abdul Wahid Pedersen har i dag et åbent brev til Trykkefrihedselskabet i Politiken. Han bryder sig ikke om, at Trykkefrihedsselskabets Forlag ønsker at udgive The Jewel of Medina. I det mærkværdige brev, spørger imamen blandt andet om Danmark nu skal være den “trædesten, som sikrer, at nynazistisk propaganda og xenofobisk litteratur bliver sat i tryk og mangfoldiggjort?”. Er det mon Sherry Jones´bog, han betegner som nynazistisk propaganda? Indledningsvis skriver Wahid Petersen: “Det er kommet undertegnede for øre, at I agter at udgive Sherry Jones’ bog om profeten Muhammed, som hun ikke kunne få udgivet i USA, da de potentielle udgivere frygtede, at bogen kunne give anledning til uro og ballade. DA JEG IKKE kender bogens indhold, agter jeg ingenlunde at kommentere på, om det er en lødig eller underlødig skildring af det emne, den beskæftiger sig med. Men den amerikanske ængstelse taget i betragtning er der dog noget, der kunne tyde på det sidste.”

Man mindes en lignende udtalelse fra 1988 i forbindelse med balladen om Salman Rushdies roman De Sataniske Vers. Bogen var endnu ikke udkommet. Men Rushdie havde givet et par interviews til to indiske magasiner, der også havde trykt uddrag af bogen. Et muslimsk medlem af det indiske parlament, Syed Shabuddin, begyndte sammen med et andet parlamentsmedlem en kampagne for at få romanen forbudt. Det lykkedes. Shahabuddin havde aldrig læst bogen. Han kom med den i dag berømte udtalelse: “Jeg behøver ikke gå gennem en kloak for at vide, at den er fuld af slam”.

En detaljeret redegørelse for Rushdie-sagen kan findes i min bog Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa. Den bygger i særdeleshed på den amerikanske historiker og mellemøstekspert Daniel Pipes´fremragende bog The Rushdie Affair: The Novel, the Ayatollah and the West. Pipes´bog burde være obligatorisk læsning i gymnasiet og for politikere på Christiansborg. Forstår man Rushdie-sagen, forstår man også, hvad der er sket siden, om det er balladen om Muhammed-tegningerne eller som nu, balladen om Sherry Jones´bog. Jeg beklager i øvrigt mystikken med hesyn til skrifttyperne i dette indlæg.

Medinas Juvel og nutidens verdensborgere

The Guardian har skrevet en lille artikel om balladen om The Jewel of Medina og Trykkefrihedsselskabets Biblioteks ønske om at udgive den: http://www.guardian.co.uk/books/2008/aug/26/jewelofmedina.islam.controversy

Information har ligeledes en artikel i dag om balladen om bogen og forlaget. I artiklen henvises der blandt andet til et indlæg af forfatteren Sherry Jones i Washington Post, hvori hun siger: “Rejs jer mod den kultur af frygt, der gennemsyrer vores samfund, lad være med at bukke under for racisme, kæmp for vores rettigheder og lev modigt”.

Human Rights Service i Norge har trykt min anmeldelse af Peter Whittles bog Look at me – Celebrating the Self in modern Britain. Fra anmeldelsen: “Peter Whittle har i sin første bok ironisert over de selvutkårede kosmopolitter som føler seg høyt hevet over nasjonal og lokal tilhørighet. Whittle hevder de ikke kjenner sitt lands historie, de avgir som regel sin stemme til venstresiden og de deltar naturligvis i demonstrasjoner mot Irak-krigen under paroler som ”Ikke i mitt navn”. Men ifølge forfatteren er ikke disse verdensborgere borgere noe sted. De reagerer ikke, eller kanskje ikke kjenner til, hva for eksempel kvinner og homofile må tåle i islamske land, omfanget av menneskerettighetsbrudd i Kina og (seksuelt) bruk av babyer som en kur mot HIV i Afrika. For minoriteter skal helst ikke kritiseres”. Læs mere:

http://www.rights.no/publisher/publisher.asp?id=31&tekstid=1983

OL i Teheran?

Så er OL i Bejiing endelig forbi. Det var en sær fornemmelse at se glimt fra den pompøse afslutningsceremoni, med tanke på de menneskerettighedskrænkelser, som denne diktaturstat står for. Ikke mindst fordi jeg er ved at læse den kinesiske dissident-forfatter Jennifer Zengs rystende erindringsbog Witnessing History, der fortæller historien om det år hun sad i genopdragelseslejr i Kina. Hendes forbrydelse: Hun er Falun Gong praktiserende. Et essay, der også bygger på en samtale, jeg havde med Zeng sidste år, kommer snart på sappho.dk.

Vil vi mon en dag i Vesten vil se tilbage på OL i Bejiing med samme ubehag som på det OL, der i 1936 blev afholdt i Hitlers Berlin?

På P3 på Danmarks Radio har man ugerne igennem kommenteret begivenhederne i Bejiing. En udsendt reporter fortalte om den indledende flaghejsning, og at det egentlig var underligt at se den udført af soldater. Men disse soldater kunne sandelig hejse et flag.

Jeg kom til at tænke på en scene i TV-serien Matador, hvor advokaten Skjold Hansen over for en jødisk ansat taler beundrende om nazisternes evne til at marchere. Man kan mene, hvad man vil om ideologien, men de forstår sandelig at gå strækmarch, mener advokaten.

Måske vi i nær fremtid skal have et OL i Teheran. Hvorfor egentlig ikke? Hvis både et nazistisk styre og et kommunistisk diktatur kan få lov, hvorfor så ikke et islamisk diktatur? Jeg er sikker på, at der vil være journalister klar med bemærkninger om, at vist er det mærkværdigt at se mullaher ved åbningsceremonien, kønsopdelt indmarch og kønsopdelte tilskuerpladser, men ja hvorfor egentlig ikke?

Danskere i den amerikanske valgkamp?

Fra den verdensberømte amerikanske forfatter og professor i psykologi Phyllis Chesler er der kommet denne fine støtte til Trykkefrihedsselskabets Bibliotek i forbindelse med vores ønske om at udgive The Jewel of Medina af Sherry Jones, som Random House alligevel ikke vil udgive:

“May I make a simple proposal? I suggest that both Obama and McCain invite Kurt Westergaard and a representative of the Danish Library to speak at their respective Conventions? So far, neither candidate has shown any understanding of how rapidly Free Speech has been eroded in America due to fear of Muslim protest–and alas, due to the doctrine of political correctness.” Læs resten af indlægget på Phyllis Cheslers blog: http://pajamasmedia.com/phyllischesler/

Anders Raahauge har skrevet om Trykkefrihedsselskabets Bibliotek i dagens Jyllands-Posten. Artiklen er vist ikke online. I artiklen bliver jeg spurgt, om pres kan blokere for en udgivelse, som det fornylig skete i Serbien. Hertil siger jeg, at: “De eneste hindringer kan være et afslag eller et uoverkommeligt honorarkrav. Er de to ting i orden, står vi fast på en udgivelse, uanset hvad”.

Göteborgs-Posten har desuden en artikel om Trykkefrihedsselskabet: http://www.gp.se/gp/jsp/Crosslink.jsp?d=121&a=440414

Mere om Aisha-balladen

Nyhedsavisen bringer en historie om at Trykkefrihedsselskabets Bibliotek ønsker at udgive bogen om Aisha. Historien kan læses her: http://avisen.dk/danmark-klar-med-ny-islam-provokation_97053.aspx

Peter Whittle i UK bringer historien på sin hjemmeside for tænketanken New Culture Forum:

http://www.newcultureforum.org.uk/home/

Mere følger i morgen

Aisha-bogen og Trykkefrihedsselskabets Bibliotek

Berlingske Tidende bringer i dag nyheden om, at Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, som jeg ejer sammen med Lars Hedegaard og Alex Ahrendtsen, er i forhandlinger om at udgive den kontroversielle bog om Muhammeds barnebrud, Aisha. Historien kan læses her: http://www.berlingske.dk/article/20080820/kultur/708200045/

Støtte til Mohamed Sifaoui

Den algiersk-franske journalist Mohamed Sifaoui har længe modtaget dødstrusler og hadefulde emails på grund af sit modige arbejde med at infiltere radikale, islamiske grupper og med sin kritik af islamismen. I juni i år blev han overfaldet af islamister på åben gade i Paris, hvor Sifaoui har boet siden han fik politisk asyl i 2000. Sifaoui har igennem alle årene haft politibeskyttelse, men den blev fjernet januar i år uden nærmere forklaring. Organisationen WLUML (Women Living Under Muslim Laws), opfordrer nu til at man giver sin støtte til at Sifaoui igen sikres politibeskyttelse. Man kan læse nærmere om sagen på: http://wluml.org/english/actionsfulltxt.shtml?cmd[156]=i-156-562229

Det var Sifaoui, der i 2006 afslørede Islamisk Trossamfunds dobbelte tale og tilknytning til Det Muslimske Broderskab. Han har også produceret en kritisk kommentar om prædikanten Tariq Ramadan og har i øvrigt overlevet tre terrorangreb. Herunder angrebet på Maison de la Presse i Algier i 1996. I sin bog “Brødre-Mordere: Jeg infiltrerede Al Qaeda” (Ekstra Bladets forlag, 2003) fortæller Sifaoui om episoden: Det var en fredelig februareftermiddag med sol, og en kollega havde trukket Sifaoui udenfor for at fortælle ham en vittighed. “Den skulle komme til at redde mit liv. Faktisk var vi kun lige kommet ud, da vi mærkede en kæmpeeksplosion. Avisen blev jævnet med jorden på en brøkdel af et sekund”. Angrebet kostede adskillige af Sifaouis kolleger, samt tredive tilfældige forbipasserende, livet.

Sifaoui har ringe forståelse for de, der forsvarer islamisterne og deres forbrydelser. Hvordan kan man for eksempel som advokat forsvare for en terrorist og samtidig påstå, at man er engageret i menneskerettighedsspørgsmål? Sifaoui skriver i bogen: “Faktisk tror jeg, at de uenigheder, jeg har med den slags personer skyldes, at vi har forskellig opfattelse – ikke af Menneskerettighederne, men simpelthen af det at være menneske. De mener, at mordere, bombemænd, kvinde-og børneslagtere kan ses på lige fod med deres ofre. Jeg derimod nægter at sammenblande den myrdede og morderen!”

Sifaoui blev interviewet af forfatteren Rushy Rashid på Journalistforbundets Fagfestival i efteråret 2006 om blandt andet hans kritiske dokumentar om Islamisk Trossamfund. Rashid havde ikke rigtigt fattet sagens alvor. Jeg skrev om begivenheden i Sappho:

http://www.sappho.dk/Den%20loebende/vildveje.html

Ben Okri om ytringsfriheden

Weekendavisen bringer i dag mit interview med den nigeriansk-britiske forfatter Ben Okri, som jeg mødte i London for nylig. Vi talte om sprog, fortælling, spiritualitet, ytringsfrihed og meget mere. Et citat fra interviewet: “Vi må hele tiden være opmærksomme på ethvert tiltag mod at udslette vores frihedsrettigheder. Særligt ytringsfriheden. Tankefriheden”. Interviewet kan læses her: http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080808/BOGER/708080015/-1/boger

Glæden ved at skrive

For nylig afsluttede jeg et fire dages forfatterværksted i Fountain House på Østerbro. Fountain House er, som det hedder på husets hjemmeside, “et sted for mennesker, som på grund af længerevarende psykisk sygdom eller alvorlige psykiske vanskeligheder har mistet kontakten til arbejdsmarkedet eller uddannelsessted.” I huset, der minder mig om en stor Pippi Langstrømpeagtig villa, masser af krinkelkroge, terrasser og uventede trapper, har jeg undervist med mellemrum siden 1999. Jeg synes, det er en rigtig god idé med sådan et hus, hvor de psykisk syge, der kommer der ikke bare er brugere af huset, men er med til at passe det. Mange af de tilbud, der er til brugerne er forståeligt nok erhvervsrettede; men der er også med mellemrum kurser i for eksempel at male eller skrive.

Vi havde et rigtig godt hold denne gang, velskrevne historier og fine iagttagelser, gode samtaler og et hold, hvor deltagerne havde rod i Pakistan, Makedonien, Sverige og Danmark.

Til efteråret begynder mine forfatterkurser på AOF igen. Jeg ser frem til undervisningen og til at formidle, hvad jeg mener god fiktion kræver: At man tilstræber at skrive både smukt og præcist, personligt og ikke privat og med distance og nærvær. Og så håber jeg, som sædvanlig, at kunne videregive glæden ved at skrive.

At konvertere til islam

Debatmødet på Krogerup Højskole den 25. juli var tankevækkende. Debatten handlede blandt andet om multikultur og migration og i panelet sad ud over undertegnede pædagog og gadeplansarbejder i Nordvest, Khaled Mustapha og Mattias Tesfaye, fagligt aktiv murer. Mustapha er medlem af Enhedslisten, Tesfaye er medlem af SF. Tilhørerne var unge, der efterfølgende skal på en større rejse til blandt andet USA, Syrien og Iran.

Vi kom selvfølgelig til at diskutere islam, og rigtig interessant blev det, synes jeg, da Khaled Mustapha forklarede hvor betydningsløst det efter hans mening var, at en dansk mand konverterede til islam, hvis han giftede sig med en muslimsk pige i Danmark. For sådan er islams regler, en muslimsk kvinde kan ikke gifte sig uden for religionen, og dette dogme opretholdes nidkært af imamer og prædikanter i Europa.

Man vidste godt, sagde Mustapha, at de ikke rigtigt var blevet muslimer, de sagde blot trosbekendelsen, det var bare en formsag.

Men det er da ingen formsag at vælge en religion. Det har uhyre betydning. Ikke mindst hvis man konverterer til islam, da det ikke er velset at konvertere tilbage igen, for nu at udtrykke det diplomatisk.

Mustapha havde også en forbløffende kommentar til ytringsfriheden. Selvfølgelig skulle der da være ytringsfrihed, men…(der er altid et men). Ja, og hvis en eller anden rig fyr fra A.P. Møller ville kalde Mustapha for “perker” på gaden, så kunne han da bare gøre det.

Nu har jeg svært ved at forestille mig folk i ledende stillinger fra velhavende virksomheder i Danmark fare rundt på gader og stræder og kalde mørlødede mennesker for “perkere”. Men vist findes der primitive mennesker, der har behov for at svine andre mennesker til med primitive tilråb. Hvad har det med ytringsfrihedsdiskussionen at gøre?

Ethvert anstændigt menneske vil forhåbentlig gribe ind, hvis de overhører noget sådant i det offentlige rum. Ligesom de forhåbentlig vil støtte op om retten til at tegne, skrive og tænke, hvad man vil.

Jeg blev kørt hjem på Kristians motorcykel. En strålende tur ad Strandvejen i solskin og med masser af vind. Turen mindede mig om, hvor dyrebar en ting, frihed er.