af Helle Merete Brix

Den sidste romantiker

Fra Rushdie til Vilks

På mange måder minder den svenske Muhammedtegner Lars Vilks´ situation om Salman Rushdies. Begge har udfordret islams dogmer. Begge blev/bliver truet på livet. Begge måtte/må leve en tilværelse med uhyre sikkerhedsforanstaltninger omkring sig.

Rushdie har beskrevet årene under jorden i den vidunderlige, selvbiografiske bog Joseph Anton. Og selvom der var større støtte til Rushdie end til Vilks, får man igennem Rushdies bog virkelig forståelse for, hvor uønsket han var mange steder i de år.

Vilks´husvært opsagte lejemålet efter terrorangrebet den 14. februar mod Vilks og komiteens møde i København.

Ikke af denne grund – men af sikkerhedsgrunde – flyttes Vilks for tiden fra safe house til safe house. Han får lov at komme udenfor en gang om dagen.

Lars Vilks Komiteen – der blev skabt med inspiration fra netop Joseph Anton – fortsætter sin støtte og sine møder med Vilks. Det næste finder sted på Christiansborg før sommer.

Cockburns vigtige bog om Islamisk Stat

Terror i København

I dag er det en uge siden, at terroren kom til København. Jeg var arrangør af mødet i Krudttønden med blandt andre Lars Vilks i panelet, der utvivlsomt var målet for det første terrorangreb. Filminstruktør Finn Nørgaard blev dræbt, to livvagter blev såret samt en betjent. Siden forsatte terroristen til synagogen i indre by, hvor han myrdede vagtmand Dan Uzan og sårede to betjente.

Jeg har skrevet en øjenvidneskildring af terrorangrebet og et portræt af Lars Vilks i Weekendavisen Kultur. Fra artiklen, hvor Vilks og jeg ligger i dækning under et bord i Krudttøndens depotrum: “Vilks rækker en hånd op og tager fat i en øl fra en af kasserne. Han kigger på flasken: ”Hvis vi skal ligge her meget længere, kan vi i det mindste få noget at drikke”. På billedet ses Vilks ved en fernisering sidste år i Sverige.

Terrorismens ofre

“Jeg bad til at det var en ulykke. At min far ikke var dræbt i et terrorangreb”. I Paris talte jeg for noget tid siden med Guillaume Denoix de Saint Marc, grundlæggeren af Den franske Organisation for Ofre for Terrorisme.

Han mistede selv sin far i et terrorangreb for 25 år siden. Libyske terrorister sprængte et fly i luften over Niger ørkenen. På billedet ses det monument for de 170 ofre, der blev opført i ørkenen.

Organisationen gik straks efter angrebet på Charlie Hebdo og det jødiske supermarked ud med en støtterklæring til de pårørende.

Det forsømte land

Mit interview med forfatteren Noo Saro-Wiwa om Boko Haram og Nigeria er publiceret på hjemmesiden for Human Rights Service i Oslo.

Fra interviewet: ”Der er en skizofreni i Nigeria. Nigerianere klager over, at verden marginaliserer dem, men samtidig går de op i, at de ikke vil trampes på af Vesten. Boko Haram er særdeles antivestlige i deres indstilling. Derfor har der været nigerianske kommentatorer og politikere, der har givet udtryk for, at det kunne give bagslag at tillade USA og andre vestlige lande at blande sig, at man på den måde ville vække Boko Harams vrede i yderligere grad og også blive inddraget i USA’s krig mod terror. Men hvis Vesten ikke havde engageret sig i denne sag, hvem havde så? Skal vi måske vente på, at Pakistan, Saudi Arabien eller Malaysia træder ind på scenen? Det kommer jo aldrig til at ske”. Læs hele interviewet her

De farveblinde Kalashnikov´er og de brunhudede frihedskæmpere

Debuterer i Magasinet Doxa, som jeg synes er et friskt pust i den danske medieverden. Med udgangspunkt i terrorangrebet på Charlie Hebdo, som fik Lars Vilks Komiteens pris i oktober i København, har jeg skrevet om den farveblinde, islamiske terror:

“Den frihedskamp som Charlie Hebdo fører, for magasinet insisterer på at bestå, føres også af mennesker med muslimsk baggrund, med fremmed baggrund, både i Vesten og i de muslimske lande”. Man kan læse hele kronikken her

Tyrkiets vidunderlige forfattere

Tilbringer juledagene i selskab med djinner og dervish´er, sufier og ortodokse muslimer og nyder det i den grad.

Læste først Eli Shafaks dejlige bog The Fourty Rules of Love – en roman, der bevæger sig i to spor: Et i nutiden, hvor der fortælles om det sensuelle og rørende forhold mellem husmoderen Ella i Californien og sufien og forfatteren Aziz fra Amsterdam. Samt et, der foregår i 1200 tallets Konya og skildrer virkelige begivenheder: Det dybe venskab mellem Rumi og Shams af Tabriz.

Lykken ved at flyve

Siden jeg for mange år siden overvandt en skræk for at flyve, har jeg været bidt af det. Så meget, at jeg i min seneste bog Sex, frihed og fatwa har viet et helt essay til det: “Havde jeg råd fløj jeg en gang om ugen. Jeg vil blæse på ozonlag og terrorisme og islandske vulkaner. Jeg vil have flere landinger, mere støj og mere fart på fly, når de letter. Flere bjerge at passere, grumsede og uldne skyer, et venligt rum omkring mig, det turkise hav under mig, hvorpå der sejler legobåde eller ingenting”.

På billedet ses en højt elsket lille træflyver, som jeg købte i Durban i 1999. Den har stået i mit hjem lige siden. Det var de søde, sydafrikanske piloter, der på den rejse medvirkede til at flyskrækken forsvandt: “Lean back and enjoy your flight”, sagde de til passagerne. Ja, hvor svært kan det være?

Kan man lære at skrive?

I et essay i min bog Sex, frihed og fatwa skriver jeg sådan her: “Kan man lære at skrive? Det spørgsmål får jeg ofte stillet, når jeg fortæller, at jeg igennem mange år har undervist politibetjente, husmødre, retorikstuderende og pensionerede direktører, kort sagt, hvad vi kalder almindelige mennesker, i at skrive fiktion. Mit svar er, at ikke alle kan blive store forfattere, men alle kan lære at skrive bedre og at kunsten i at skrive fiktion består i at skrive smukt og præcist, personligt men ikke privat og med distance og nærvær. Det er ikke let.

Som underviser må man slippe nogle af sine fordomme, således en forestilling om at synet er en forudsætning for at kunne beskrive. “En umådelig stor fugl at røre ved”, skrev en tidligere kursist, der var født blind, om engang hun tog på ferie i Jylland og fik lov til at ae en svane. Det var på et specialhold for blinde og svagtseende, for udover hold for ganske almindelige mennesker har jeg hold for, hvad der anses for at være mindre almindelige mennesker, herunder også autister, hvor en hvæsende radiator kan ødelægge en aften, hvor det sner stille udenfor og for psykisk syge, hvor det er klogt ikke at vælge ord til inspiration, som afslutning eller død.”

Man kan købe bogen gennem undertegnede. 150 kr. inklusiv forsendelse. Skriv til hellemerete@hellemeretebrix.com