af Helle Merete Brix

Barn af modstandskampen

“Jeg sad længe og stirrede på et blank stykke papir”. Vi var en lille, men engageret kreds af mennesker, der var mødt op i Helle Meretes Saloner for at høre Dorthe Emilie Røssell fortælle om arbejdet med sin bog Jeg brød et løfte.

Røssell blev ikke ved med blot at kigge på papiret. Det var ingen nem bog at skrive, men skrevet blev den. Og solgt i hele 4000 eksemplarer. Bogen handler om at vokse op under krigen, hvor Røssells far var stærkt engageret i modstandsbevægelsen. Som helt lille blev Røssell inddraget i det farlige arbejde. Og hun holdt igennem 60 år sit løfte til sin far om ikke at fortælle om sine oplevelser: “Du må passe på med ikke at fortælle noget. Der er de, der har dårlige ører”, sagde Røssells far altid.

Røssell fortalte således aldrig om, at hun havde set sin far blive slået til invalid for øjnene af sig i Shellhuset. Retssagen mod gerningsmanden, Gestapo-bødlen Ib Birkedal Hansen – som var den sidste af besættelsestidens forbrydere, der blev henrettet – er noget af det, Røssell beskriver i bogen Eftertid. Røssell fortalte de fremmødte om, hvordan hun ved hjælp fra forfatteren Peter Øvig Knudsen fik fremskaffet de sagsakter, som omhandler forældrenes vidneudsagn. De indgår i bogen side om side med Røssells egne erindringer om tiden. 

En af tilhørerne pegede på, at Røssells barske opvækst måske havde skærpet hendes fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert her i verden. Der udspandt sig også en interessant diskussion om vigtigheden af at fortælle om sine traumatiske oplevelser.     

De global-gale

Har skrevet ugens kommentar i Bøger, Weekendavisen. Med udgangspunkt i forsiden på Lene Andersens seneste bog Danmark 2030 – hvorfor altid det muslimske hovedtørklæde som symbol på mangfoldighed, hvorfor aldrig sikhernes turbaner eller hare krishnas skaldede isser – har jeg skrevet om den globaliseringsbevidste elite.

Det er en elite, der “erklærer, at de færdes lige hjemmevant i New York, Gaza og Ganløse. En elite, der hovedrystende ser på den danske andedam, hvor ikke mindst diskussioner om indvandring og nationens sammenhæng er so yesterday. En elite, der kun har hån, spot og latterliggørelse til overs for de umoderne gammeldanskere, der sidder forskræmte bag kolonihavelågerne med deres grisekød og maniske flagen.” Kommentaren er ikke online. Man må købe avisen!

Ny ytringsfrihedspris i Danmark

Lars Vilks Komiteen, som jeg grundlagde sammen med billedkunstneren Uwe Max Jensen i vinteren 2012, har indstiftet en ny ytringsfrihedspris. Den har navnet Guldhunden og består af en forgyldt skulptur, fremstillet af den svenske tegner og kunsthistoriker Lars Vilks.

Prisen gives til et menneske, der har ydet en indsats for kunst og ytringsfrihed. Den uddeles hvert år på Lars Vilks´ fødselsdag, første gang den 20. juni 2014, i Dansk Forfatterforenings smukke lokaler på Christianshavn.

Komiteen blev stiftet for at støtte Vilks´ret til at tænke, tale og udtrykke sig frit. Vilks har levet med politibeskyttelse døgnet rundt igennem mere end tre år. Årsagen er, at han i 2007 tegnede Muhammed som Rundkørselshund. Siden har han været udsat for mordforsøg, overfald og chikane.

Komiteen arrangerer offentlige møder med Vilks og gæster i København. På billedet ses Bjørn Nørgaard i samtale med Vilks ved et møde i sommeren 2013 i Krudttønden på Østerbro.

Nærmere oplysninger om overrækkelsen af Guldhunden fra midten af maj måned her på bloggen og på www.larsvilks.com

Kampen mod dødsstraf

Tre iranskfødte, kvindelige digtere var for nylig på scenen i København som led i et træf for fribyforfattere og tidligere fribyforfattere i Skandinavien. En af dem var Asieh Amini, som jeg har interviewet til Weekendavisen. Det bliver bragt på fredag.

Amini har gennem mange år været optaget af kampen mod dødsstraf. Og ikke mindst af kampen mod Irans henrettelser af mindreårige. Amini er tidligere fribyforfatter i Trondheim. I dag har hun fået et politisk asyl og bor i byen med sin mand og sin datter.

Det er altid inspirerende at møde mennesker, der er oprigtigt engagerede i vigtige sager. Og som er villige til at betale prisen for det – her i form af et eksil. Eksillivet er ikke nemt, hvad Amini også fortæller om i interviewet.

25. året for fatwaen mod Salman Rushdie

“De mennesker, der forsvarer ytringsfriheden forsvarer hele samfundet”, sagde redaktør og forfatter David Pryce-Jones ved Lars Vilks Komiteens og Ateistisk Selskabs fælles arrangement i Krudttønden. Som grundlægger af Lars Vilks Komiteen synes jeg, vi flot fik markeret 25. året for fatwaen mod Salman Rushdie.

Journalist og filminstruktør og menneskerettighedsaktivist Gita Sahgal samt forfatter Henryk Broder var de øvrige gæster fra udlandet. Saghal afviste at tale om et civilisationernes sammenstød og mente at man på den måde stødte frihedselskende mennesker i blandt andet de muslimske lande fra sig.

Henryk Broder talte om den politiske korrekt hed og den selvcensur, som han anså for at være langt farligere end egentlig censur.

På billedet ses Clarissa Pryce-Jones, gift med David, i samtale med Broder, før det går løs.

I Kulturnyt om fatwaen

Kulturnyt på DR satte den 14. februar, på 25. årsdagen for fatwaen mod Salman Rushdie, spot på ytringsfrihedens status.

Jeg var inviteret i studiet sammen med direktør for Gyldendal, Johannes Riis, for at diskutere, hvordan det står til med det frie ord. Udsendelsen kan høres her

Enkebal eller enkebrændinger?

Ja, hvad er værst? Jeg har blandet mig i diskussionen mellem teolog Katrine Winkel Holm og kulturforsker Kasper Støvring om relativisme kontra absolutisme. Stridsspørgsmålet er ikke mindst datidens enkebrændinger i Indien. Jeg er enig med Winkel Holm, der ikke er relativist.

Kommentaren hedder “Kasper og kannibalerne” og står at læse i Weekendavisen i denne uge i Bøger. Fra kommentarens indledning: “Kulturforsker Kasper Støvring er aktuel med bogen Fortællingen om fredens Europa. Og som forfattere ved, kommer der ofte en tomhedsfølelse efter bogens færdiggørelse. Måske derfor har Støvring haft behov for at kaste sig ud i en diskussion med bid i. Den handler om enkebrændinger.” (ikke online)

Måske kan man vælge vanviddet fra

Debatindlæg bragt i Politiken den 26. januar 2014

Peter Gøtzsche rejser en vigtig debat med sit fokus på den omfattende brug af psykofarmaka. På to punkter: Han udfordrer myten om, at psykisk sygdom er biologisk betinget. Han stiller spørgsmålstegn ved, om det er gavnligt at bruge medicin ved for eksempel depressive tilstande.

Jeg skal på ingen måde afvise, at der er situationer og mennesker, hvor medicin kan være nødvendigt. Men det verdenssyn, der dominerer inden for psykiatrien har brug for at blive udfordret. Er man som jeg vokset op med en psykisk syg forælder – min mor var manio-depressiv – gør man sig nogle tanker om, hvad årsagen er.

Jeg er som voksen endt med at opfatte sindssygdom som en form for flugt. Når livet gør for ondt, kan vanviddet føles lettere. Der er, mener jeg, hos den syge tale om en særlig sårbarhed i sindet, som der naturligvis må tages vare på.

Når man ofte ser at sygdommen går igen i familier i generationer, tror jeg, at det man risikerer at ”arve” er oplevelser, situationer, adfærdsmønstre.  At undgå sygdommen begynder med at man beslutter sig for, at man har et valg. At ens opvækst ikke behøver styre ens fremtid. Det er blevet min egen lykkelige erfaring.

Det kræver, at man taler om, hvad man har oplevet som barn. At vokse op med en psykisk syg forælder er ofte at bære på ensomme og uhyggelige oplevelser i sit sind. I min familie var det sådan, at min mor i sine depressive perioder klamrede sig til min far. I sine maniske perioder mente hun, han ville slå hende ihjel og ville intet have med ham at gøre.

Da min mor på et tidspunkt var indlagt på lukket afdeling, var jeg 12 år gammel. Det er ingen rar oplevelse at gå på besøg et sted, hvor ens mor er låst inde. Og hvor en medpatient ikke vil have et stykke af den chokolade, man har med, fordi hun tror, den er forgiftet. Men det er en ”almindelig” oplevelse som barn af en psykisk syg.

Min mor endte med at tage sit liv, som en del psykisk syge. Jeg var tretten år, da det skete. Da jeg blev voksen, kom der perioder, hvor en diffus og vældig angst truede med at slå min verden itu. Jeg ville ikke have nogen form for medicin. Jeg begyndte i stedet, med professionel hjælp, at sætte ord på, hvad jeg havde oplevet som barn.

Hvor jeg i årevis knap havde noget socialt liv, blev min verden langsomt men sikkert større. Og mere livfuld. En dag var jeg i stand til at flyve verden rundt på egen hånd, tryg og glad.

Der er andre forklaringsmodeller på psykisk sygdom end den biologiske. Det betyder, at man kan undgå at ”overtage” tidligere generationers sygdom. Ligesom man kan komme igennem vældige livskriser uden medicin. Dette alternativ har ingen bivirkninger, andet end at man måske bliver klogere på sig selv. Og på livet. Og det er da vel ikke så galt?

Fra Salman til Hassan

Havde forleden premiere på mit nye foredrag Fra Salman til Hassan. Det foregik hos FOF i kulturhuset i Farum og publikum var omkring 80 seniorer. Det gik efter alt at dømme fint.

Salman er naturligvis Salman Rushdie og Hassan er Yahya Hassan. Foredraget er en gennemgang af de vigtigste anslag mod ytringsfriheden siden Sagen om De Sataniske Vers – til og med den unge poet Yahya Hassan, der stormede ind på scenen i efteråret 2013.

Må 2014 blive et godt år for ytringsfriheden. Glæder mig til at markere 25. års dagen for fatwaen mod Salman Rushdie sammen med Lars Vilks med flere den 14. februar på Østerbro.

Munkene fra Tibhirine

“Jeg er ikke bange for terroristerne, ej heller for militæret. Jeg frygter ikke døden. Jeg er en fri mand”. Sådan siger en af munkene i Xavier Beavois´ vidunderlige – og tragiske – film Of Gods and Men om munkene i Tibhirine-klostret i Algeriet.

Syv af munkene, også denne munk, blev myrdet af GIA – den islamiske terrorgruppe – i midten af 1990erne, hvor borgerkrigen hærgede Algeriet.

Filmen er fra 2010 og med rette prisbelønnet. Munkene drev en lægeklinik og var vellidte af lokalbefolkningen. I en skelsættende scene ser man en lokal islamisk militsleder, der braser ind i klostret juleaften sammen med sine folk. De vil have medicin og lægehjælp. Broder Christian beder ham lægge sit våben, ellers må de tale udenfor klostret. Den forundrede militsleder svarer, at han aldrig adskiller sig fra det.

Jeg fik lyst til at gense filmen, fordi jeg er midt i Klaus Wivels glimrende bog Den sidste nadver – om forfølgelse af kristne i de muslimske lande. Den er absolut værd at læse, ligesom filmen er værd at se