af Helle Merete Brix

Nej tak til fatwaer

For nylig deltog jeg i London i konferencen Religious-Right, Secularism and civil rights. Konferencen samlede 250 mennesker fra forskellige dele af verden.

En af deltagerne var den amerikanske jurist Karima Bennoune, der også er forfatter til bogen Your fatwa does not apply here.

Bogen indeholder interviews og omtale af en lang række mennesker, der kæmper mod islamisk fundamentalisme. Og den fortæller om Bennounes egen far, der blev truet på livet af islamisterne under borgerkrigen i Algeriet i 1990erne. Fordi han underviste i udviklingslære.

Jeg er gået i gang med at læse bogen. Den virker lovende.

Charlie Hebdo får Vilks pris

På torsdag, den 9. oktober, modtager det verdensberømte venstrefløjs satiretidsskrift Charlie Hebdo Lars Vilks Komiteens pris. Jeg grundlagde komiteen i vinteren 2012 sammen med billedkunstneren Uwe Max Jensen.

Satiremagasinet har inden for de senere år overlevet både retssager og en brandbombe. Professor emeritus Mehdi Mozzafari og forfatter Birgithe Kosovic overrækker prisen til Gèrard Biard, chefredaktør for Charlie Hebdo.  Man kan denne dag også møde fem af komiteens medlemmer. Ud over undertegnede og Max Jensen er det Niels Ivar Larsen, redaktør på information, Mikael Jalving, historiker og blogger samt Jaleh Tavakoli, cand.scient.soc. og debattør.

Der vil være taler, vin og debat! Alle er velkomne. Læs mere og tilmeld dig her

En komisk brite

Har i London interviewet Shazia Mirza til Tidningen Kulturen i Sverige. Fra interviewet: ”Som komiker og stand-up performer er du nødt til at sige, hvad du mener. I begyndelsen lavede jeg bare vittigheder, det er nemt nok. Men jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg mente om verden og livet. Du bliver først god, når du bliver i stand til at fortælle om dit liv og dine erfaringer på en troværdig måde”.

Og: “Jeg tænker ikke på at jeg er kvinde, når jeg optræder. Jeg tænker at jeg ønsker at være en fantastisk komiker. Jeg tror ikke mange kvindelige komikere tænker over deres køn. Derfor opfattes vi ofte som maskuline, som aggressive. Men det handler ikke om komikerens seksualitet. Ingen af de kvindelige komikere jeg kender er særligt feminine på scenen. De bruger ikke deres seksualitet, og det kan du heller ikke. Du skal være sjov.” Læs interviewet her

Aswanys automobilklub samt konspirationsteorier

“En kæmpemæssig zionistisk organisation regerer USA”. Talspersonen for Hamas? Såmænd ej, derimod den arabiske verdens måske mest berømte nulevende forfatter, Alaa al-Aswany, hvis nye bog om den kongelige egyptiske automobilklub i 1940ernes Cairo, jeg netop har anmeldt for Weekendavisen.

Udtalelsen faldt på arabisk tv sidste år, og mig bekendt er det herhjemme kun journalist Steffen Jensen, der har bragt den frem.

Og bogen? En halvgod roman. For meget på linierne, for lidt imellem dem. Bedst fungerer figuren Mahmoud, der sætter en indbringende escortforretning op – kundegruppen er ensomme, ældre kvinder. Rørende og grumt. Som livet til tider.

Kureishi i varmen

Det er skam muligt at passe anmelderjobbet om sommeren. For nylig skrev jeg om Hanif Kureishis seneste bog The Last Word. Den handler om den aldrende og koleriske forfatter Mamoon, der synes at have træk til fælles med nobelprismodtageren V.S. Naipul.

Det er en bog værd at læse. Jeg har skrevet om den til Weekendavisen: “Den unge forfatter Harry inviteres til  Mamoons landsted, hvor Mamoon bor med sin hustru Liana. De fysiske rammer er idylliske, men det er intet fredeligt sted at opholde sig. Samtidig med at Harry forsøger at få den uvillige og stridbare forfatter til at sige noget væsentligt om sit liv, inddrages han i Liana og Mamoons komplicerede forhold. Liana savner at blive begæret af sin mand, som hun blev det den aften, de var sammen for første gang, og han ”kyssede og kærtegnede hendes fødder og tog hende mindst tre gange”. Liana er ulykkelig, men også besidderisk. Og hun gør det klart, at hun vil censurere, hvad Harry skriver om hendes mand. En magtkamp er begyndt”.

Formidable Alice Munro

Den canadiske nobelprismodtager Alice Munro er en mester ud i novellekunsten. For nylig anmeldte jeg hendes seneste bog Livet i Weekendavisen. For første gang inddrager Munro sit eget liv og fortæller også om sine forældre: “Hjerteskærende og med præcision skildrer Munro faderen, der efter krigsårene må opgive sin farm af ræve og mink, sælge den for en ”rystende lille sum” og tage, fornemmer man, opslidende arbejde på det lokale støberi.

Hun skildrer også moderen, der kører bil med en ”nervøs højtidelighed” og som har foretaget et trin op af den sociale rangstige, for hun er gået fra at være datter af fattige gårdfolk til at blive lærerinde. Men hun er blevet en kvinde, som ingen rigtig bryder sig om, som folk finder ”nævenyttig og alt for sippet”. Absolut en bog værd at læse.

Landevejen til kalifatet

“Frygt, Allah broder, frygt Allah”. Sådan lød det fra den radikale prædikant Omar Bakri og hans unge proselytter fra Hizb ut-Tahrir, når de i 1990ernes Storbritannien forsøgte at komme forbi moskeernes “care-takers”. Enten mere liberale moskeer, eller moskeer, domineret af konkurrerende, islamistiske bevægelser.

En af de bøger, der danner baggrund for artiklen er afhopperen Maajid Nawaz´selvbiografi Radical. Nawaz fortæller blandt andet om det sus, det gav, dengang 12.000 mennesker udråbte kalifatet ved en verdenskongres på Wembley Stadion i samme periode. I dag kan Hizb ut-Tahrir slet ikke trække så mange mennesker, og der er et væld af andre islamistiske tilbud. Læs artiklen i Berlingske

Demokratiet der blev væk

Ungarn og Budapest er populære rejsemål. Men hvad sker der i disse år politisk i landet? Oversætteren Peter Eszterhás ser med bekymring på udviklingen: “Det var ikke, hvad vi drømte om. Men demokrati skal man øve sig på”, siger han i dette interview med mig, som Berlingske bringer i dag.

Eszterhás fortæller blandt andet om, hvordan en despotisk regering i dag slår ned på forfattere, som man ikke kan lide, for eksempel den verdensberømte forfatter Péter Esterházy: “Tidligere var han en forfatter, der ofte blev inviteret ud på skoler og indbudt til symposier. Det sker ikke nu. Sådan rammer regimet de forfattere, man ikke bryder sig om”.

Kina, Tibet og Dalai Lama

Var på en interessant opgave for Berlingske Udland i går: Den drejede sig om den tibetanske eksilpremierministers besøg i Danmark og om de lande, der vægrer sig ved at modtage Dalai Lama. Det handler naturligvis om, at man ikke vil genere kineserne.

Interessant er det også, at tibetanerne i 2011 brød med Dalai Lamas funktion som både politisk og religiøst overhoved.

Det er en funktion, som Dalai Lamaerne ellers har siddet på siden 1642 og til og med den 14. Dalai Lamas flugt fra Tibet i 1959. Nu er Dalai Lama blot religiøst overhoved. Man kan læse artiklen her

Det sidste vidne

“Vi vidste, at hvis de kom igen, ville de af strategiske grunde formentlig være beskyttet af nattens mørke. Vi tænkte altid: Hvad vil der ske i nat?”

Den i dag 89-årige munk Jean-Pierre Schumacher skjulte sig, da islamiske terrorister en martsnat i 1996 for anden gang mødte op på klostret i Tibhirine i Algeriet. De bortførte og skar senere halsen over på syv munke, syv af Schumachers venner.

Har anmeldt Freddy Derwahls samtalebog med Schumacher i dagens Weekendavisen. Schumacher er det sidste overlevende vidne fra Tibhirine og bogen er ganske vellykket.