af Helle Merete Brix

  • / af Helle Merete Brix /

Den livsfarlige cyber-jihad

abdel bari atwanHar anmeldt Abdel Bari Atwans bog Islamic State i denne uges Weekendavisen. Det er en rigtig interessant bog. Fra anmeldelsen: “Islamisk Stat er stort set altid et skridt foran myndigheder og internetudbydere.
De forstår spørgsmålet om sikkerhed, både når det gælder om at skjule egne data på nettet, foretage pengetransaktioner eller udsende uhyrlige propagandavideoer med billeder af steninger og amputationer.

Islamisk Stat hyrer IT specialister og marketing specialister og har egen medieafdeling med hovedkontor i Syrien. Her har man flere underafdelinger med fultidsansatte journalister, filminstruktører, fotografer og redaktører, der alle, som led i deres kontrakt må sværge troskab over for Kalif Ibrahim, som lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, kaldes. Og blandt andet en tv station, Tawheed, i Libyen og en radistation, al-Bayan, i Mosul.

Der gøres også meget ud af at producere mere bløde videoer. For eksempel af muskuløse krigere, der leger med killinger – hunde er jo forbudt i Islamisk Stat – for at give nye, potentielle krigere et tillokkende billede af livet i kalifatet. En populær video er en video, hvor en ældre, gråhåret kriger interviewes. Den hedder ”Hvorfor drog du i jihad, onkel?” Og er blevet et stort hit på YouTube”.

  • / af Helle Merete Brix /

Forsvaret for ytringsfriheden

vilksbrixSammen med min medgrundlægger af Lars Vilks Komiteen, Uwe Max Jensen, har jeg skrevet en kronik i anledning af halvåret for terrorangrebet i København.

Jeg var selv tilstede i Krudttønden, Uwe befandt sig i New York. Det er en kronik, der handler om trusler, den nye europæiske virkelighed og om vigtigheden af at fortsætte forsvaret for ytringsfriheden. På billedet ses Lars Vilks og jeg ved komiteens seneste konference, der blev afholdt på Christiansborg. Læs kronikken her 

  • / af Helle Merete Brix /

Brev til arabiske venner

brevtileuropæiske vennerJeg har skrevet ugens kommentar i Bøger i Weekendavisen. Den er inspireret af et næste tyve år gammelt indlæg i samme avis (se foto).

Fra kommentaren: “I dag, hvor man med succes er ved at skræmme de intellektuelle i Vesten til tavshed gennem mord på profettegnere, skud mod tegnings konkurrencer og debatmøder er det måske europæerne, der skal bede de arabiske menneskerettighedsaktivister og kunstnere om hjælp. Og ikke blot araberne, men også persere, tyrkere, russere, ukrainere, sydafrikanere og mange andre, der af årelang erfaring ved, at frihed koster. Og at hvis man ikke er villig til at løbe bare den mindste risiko – så vinder despoter eller religiøse fanatikere slaget.”

  • / af Helle Merete Brix /

Interview i Femina om terrorisme

hellefeminaJeg er interviewet i Femina i denne uge. Tine Bendixen har interviewet, Carsten Seidel har fotograferet. Det handler om tiden efter terrorangrebet, om ytringsfriheden med mere.

Fra interviewet: “Vi aner dybest set ikke hvad Islamisk Stat og andre sidder og udklækker af planer. Men det virkelig hæslige ved terroren er, at de lykkes godt med at gøre noget af det, der er meningen med den. Det er jo ikke bare at ramme Lars Vilks, det er også ligesom at ramme nerven i et frit samfund. At vi alle sammen skal blive lidt mere angste. En lille smule mere forkrøblede. Jeg tænker på Fassbinders fantastiske og berømte film ”Angst æder sjæle op”. Og det er jo sandt!”

Og videre: “Jeg har talt med mennesker, som ikke længere vil SIGE noget om det her. De tror, de slipper for noget og får mere indre frihed, men det gør de ikke, for de er fyldt af kvababbelser og ærgrelser over, at de ikke længere tør sige noget. Så mit argument er: Jamen så er det da bedre at åbne munden. Jeg løber måske en lille risiko. Og hvad så?”

  • / af Helle Merete Brix /

Hvad med Muhammed?

nadiaplesnersimplelivingbogHar anmeldt kunstneren Nadia Plesners bog Simple Living: Kamp og kunst fra en campingvogn. Det er en rigtig god bog, hist og pist skæmmet af klicheer, men interessant. Den er både en personlig udviklingshistorie og en fortælling om Plesners kamp mod modefirmaet Louis Vuitton om retten til en tegning.

Men hvad med Muhammed, har jeg spurgt i anmeldelsen? Plesner mener, det er indlysende at man må tegne hvad som helst i verden. Men som jeg skriver til sidst i anmeldelsen: “Hun nævner ikke Kurt Westergaard, Lars Vilks og Charlie Hebdo ved navn. Hvorfor egentlig ikke? Er det trods alt for farligt?”

Af Plesners facebookopdatering kan jeg se, at hun er undervejs med et svar på spørgsmålet. Det er jo fint!

  • / af Helle Merete Brix /

Skrivekursus i august

wien2009cafebordmedmere-0102Interesseret i et intensivt skrivekursus i august? Med fokus på fiktion og selvbiografi? Jeg er underviser, og romanforfatteren Signe Pallisgaard er gæstelærer en halv dag.

Digter og romanforfatter Christel Wiinblad holder foredrag en af aftenerne, og der er også en middag med i prisen.

Vi plejer at have det fornøjeligt undervejs. Man kan læse mere og tilmelde sig her

  • / af Helle Merete Brix /

Vilks konferencen på Christiansborg

vilksbrixDet var dejligt, at alt gik så fint og fredeligt ved Lars Vilks Komiteen og Mai Mercados fælles konference på Christiansborg. Det var første offentlige møde i Lars Vilks Komiteens regi efter terrorangrebet mod vores debatmøde på Østerbro den 14. februar.

Jeg er medgrundlægger af komiteen og var, som ofte ved komiteens møder, ordstyrer. Emnet var terror og radikalisering og blandt oplægsholderne var Lars Vilks, Stephane Lacombe fra Den Franske Organisation for Ofre for Terrorisme og Sherin Khankan fra Kritiske Muslimer.

Sikkerhedsopbuddet var massivt – betjente med maskinpistoler udenfor og indenfor og masser af folk fra PET. En stor dag. Af symbolsk betydning. Ytringsfriheden er måske demokratiets vigtigste frihedsrettighed.

  • / af Helle Merete Brix /

Gud og profeten tilgiver aldrig

gudogprofetentilgiveraldrigDet er sjældent, man får lov at brede sig over to sider i en avis med et essay, men det er lige, hvad jeg gør i dagens Berlingske.

Det handler om ofre for terror, om en glemt hat i Krudttønden, om sårede livvagter, om Charlie Hebdo, om en syrisk sanger, der blander islamisk mystik med tango og meget mere.

Essayet kan læses online her

  • / af Helle Merete Brix /

Kina, familien og et legat

kina farmor billedelilleTil efteråret tager jeg 10 dage til Shanghai på researchtur. Min farmor og farfar boede i Kina før revolutionen, og jeg vil gå på jagt efter mine rødder. Som dog nok er bulldozed væk. Men alligevel. På billedet ses de sammen med en missionær og has hustru og et par lokale bekendte.

Det er muligt for mig at tage afsted, fordi jeg fik et legat til turen. Det er rent faktisk muligt at skaffe sig penge til den slags.

Det kan man høre mere om på torsdag, hvor jeg holder oplæg om at blande personligt materiale ind i en fagbog, om at idéudvikle og om at finde penge til sine projekter. Man kan læse mere og tilmelde sig arrangementet her

  • / af Helle Merete Brix /

Synlig som bare pokker

maikensynlighedHar interviewet pianist, rådgiver og forretningskvinde Maiken Ingvordsen til Weekendavisen om hendes nye bog Original. Fra interviewet:

Det handler alt sammen om at kunne leve af sit talent – i sidste ende at kunne sælge. Bøger, CD´er, koncerter, foredrag, undervisning, hvad som helst, der giver kunstnere en indtægt. Og det er her, understreger Ingvordsen, at nettet er uundværligt som salgs-og synlighedskanal.

I Original er der masser af tips til, hvad man selv kan gøre: Hvordan man for få penge booster opslag om sine aktiviteter på facebook og når ud til flere end sine venner. Hvad man kan skrive i et opslag. Hvor vigtigt det er at få udskiftet fætterens amatørfoto af en på hjemmesiden med et professionelt. Hvor vigtigt twitter er, hvis man vil slå igennem på det amerikanske marked. Og alt muligt andet.

Selv har Ingvordsen, når det gælder salg, i dag ”ingen problemer med det”. Hun har kendt til salg fra barnsben, for hendes forældre havde en skobutik på Lolland. Hun blev ”iværksætter af nødvendighed”, da hun stod som færdiguddannet pianist fra Det Rytmiske Musikkonservatorium for 15 år siden:

”Jeg ville udgive en plade. Og lave en musikvideo men havde ingen penge. Så det måtte jeg i gang med at lære selv. Her lærte jeg noget vigtigt: At klippe en film til YouTube til markedsføringsbrug kan være lige så kreativt som at komponere et stykke musik”.