Synlig som bare pokker

maikensynlighedHar interviewet pianist, rådgiver og forretningskvinde Maiken Ingvordsen til Weekendavisen om hendes nye bog Original. Fra interviewet:

Det handler alt sammen om at kunne leve af sit talent – i sidste ende at kunne sælge. Bøger, CD´er, koncerter, foredrag, undervisning, hvad som helst, der giver kunstnere en indtægt. Og det er her, understreger Ingvordsen, at nettet er uundværligt som salgs-og synlighedskanal.

I Original er der masser af tips til, hvad man selv kan gøre: Hvordan man for få penge booster opslag om sine aktiviteter på facebook og når ud til flere end sine venner. Hvad man kan skrive i et opslag. Hvor vigtigt det er at få udskiftet fætterens amatørfoto af en på hjemmesiden med et professionelt. Hvor vigtigt twitter er, hvis man vil slå igennem på det amerikanske marked. Og alt muligt andet.

Selv har Ingvordsen, når det gælder salg, i dag ”ingen problemer med det”. Hun har kendt til salg fra barnsben, for hendes forældre havde en skobutik på Lolland. Hun blev ”iværksætter af nødvendighed”, da hun stod som færdiguddannet pianist fra Det Rytmiske Musikkonservatorium for 15 år siden:

”Jeg ville udgive en plade. Og lave en musikvideo men havde ingen penge. Så det måtte jeg i gang med at lære selv. Her lærte jeg noget vigtigt: At klippe en film til YouTube til markedsføringsbrug kan være lige så kreativt som at komponere et stykke musik”.