Archives: Generelt

  • / af Helle Merete Brix /

Skriveråd i en coronatid

Lige nu tilbringer de fleste af os meget tid i hjemmet. For skrivende mennesker kan det være en hjælp at skabe en form for struktur.  Jeg videregiver her nogle gode råd om at skrive, flere af dem har du muligvis hørt før, men det kan være nyttigt at genopfriske dem:

Prøv at skrive en lille smule hver dag. Gerne på samme tidspunkt. Den verdensberømte forfatter Anaîs Nin gjorde netop dette. Hun var af den opfattelse, at det at skrive hver dag gjorden en ”rede” – et godt, gammelt dansk ord, der på moderne dansk kan oversættes til at være klar.  Men jeg foretrækker ”rede”.

Prøv eventuelt at skrive en form for dagbog. Det kan blot være noter eller strøtanker – dette vidunderlige ord, der så urimeligt ofte forbindes med noget sjusket eller sløset, men som jo er noget helt andet – eller betragtninger og ideer. Eller historier, som du  måske ikke orker at få skrevet færdige lige nu, men som kan skrives færdig på et senere tidspunkt.  Jeg er selv gået i gang med en samling af tekster, korte fortællinger. Heller ikke jeg har i denne ejendommelig tid ro nok til at koncentrere mig om noget langt og sammenhængende, og så vælger jeg en mere fragmenteret form.

Man kan også med fordel bruge tiden på at læse. Det gør jeg selv. Jeg er ofte i gang med flere bøger på samme tid. Lige nu læser jeg blandt andet den verdensberømte forfatter Haruki Murakamis roman Trækopfuglens krønike – et fantastisk moderne eventyr, der foregår i dagens Tokyo og hvis omdrejningspunkt blandt er en forsvunden kat. På mine kurser taler vi ofte om det vanskelige og spændende i at skrive indledninger. Her er indledningen til Trækopfuglens Krønike:

”Telefonen ringede, mens jeg var ved at koge spaghetti ude i køkkenet. Jeg havde stillet ind på FM og fløjtede med på ouverturen til Rossinis ”Den tyvagtige Skade”, den perfekte musik at koge pasta til.
Da telefonen ringede, overvejede jeg at lade den være, for spaghettien var næsten færdig, og Claudio Abbado var lige ved at bringe Londons symfoniorkester til et musikalsk klimaks. Men selvfølgelig skruede jeg ned for gassen og gik ind i stuen for at tage telefonen. Det kunne jo være en af mine bekendte, der ringede til mig om et nyt job.
”Jeg vil gerne bruge ti minutter af din tid”, sagde en kvindestemme uventet.”

Der er også anden litteratur, der måske kan inspirere. Jeg refererer i min undervisning ofte til Colin McCanns bog Breve til en ung forfatter. (ung forstået som ny i skrivefaget, man kan være både 17 eller 80). Her et citat fra bogen fra kapitlet Skriv en trosbekendelse: ”Hvad tror du på? Hvad vil du udrette ved at skrive? Hvem er det, du vil skrive til? Hvad er dit forhold til sproget?” Måske kan det inspirere.

Hvis du gerne vil have McCanns bog og læse den lige nu, så kan den fås som ebog til en billig penge her: https://www.arnoldbusck.dk/boeger/ordboeger-og-skoleboeger/breve-til-en-ung-forfatter

God skrivelyst!

  • / af Helle Merete Brix /

Det er tid til at skrive

Verden, som vi kender den, er udfordret. Vi kan for tiden ikke mødes, hverken privat eller på skrivekurser.

Et enkelt af mine kurser er rykket online. På kurset eksperimenterer vi lige nu med at lade undervisningen foregå i en facebookgruppe, senere finder vi nok på andre løsninger.

Men: Til dig, der er optaget af at skrive, og som måske ville have taget et kursus netop i dette forår: Hvis du har mulighed og overskud til det, så skriv derhjemme. Forsøg at skrive lidt hver dag. Lad det være en hensigtserklæring, ikke et påbud. Du skal ikke slå dig selv i hovedet, hvis ikke det lykkes. Men prøv. Gør det til en god vane.

Skriv eventuelt dagbog eller skriv synops til den bog, du længe har haft planer om at gå i gang med. Gør dig nogle overvejelser: Hvorfor skriver du? Hvad emner optager dig? Hvad genre er du interesseret i at skrive i (essay, skønlitteratur, selvbiografi, fagbog med mere).

Husk: Du er altid velkommen til at kontakte mig. Det koster ikke noget at send en mail eller bede om et råd over telefonen. Mail til hellemerete@hellemeretebrix.com eller ring på 22 92 70 46. Jeg læser også manuskripter igennem og rådgiver om at skrive over telefonen.

God skrivelyst!

  • / af Helle Merete Brix /

Så går den nye bog i trykken!

Den 2. marts udkommer bogen Når kunsten terroriseres. Om terror som tema i kunsten. Jeg er redaktør af bogen sammen med den svenske kunsthistoriker Lars Vilks og freelancejournalist Kasper Nesager-Hansen.

Bogen udkommer som selvudgivelse på forlaget Underskoven. Udgivelsen er muligggjort gennem donation fra to private fonde.

Der er tale om en antologi med bidragsydere fra en række forskellige lande, herunder Israel, Frankrig og Danmark.

Bogen er illustreret og kommer til at koste 299 kr. hos boghandleren.

 

  • / af Helle Merete Brix /

Godt nytår!

Godt nytår!

Et nyt år har taget sin begyndelse, og måske der til dette nye år også er knyttet nye ambitioner om det at skrive.

Jeg udgiver i februar/marts en antologi om kunst og terror.  Vi er tre redaktører: Den svenske kunsthistoriker Lars Vilks, freelancejournalist Kasper Nesager-Hansen og så mig.

Dernæst er jeg så småt i gang med en bog om det at erindre og skrive.

Det kan være en god idé at liste op, hvad man har af planer med det at skrive. Skal der måske sættes en deadline for et projekt, en bog? Skal der sættes fast skrivetid af hver dag? Findes en god café, et velegnet bibliotek at arbejde på? Eller noget helt fjerde?

Januar er velegnet til netop noget sådant!

 

 

  • / af Helle Merete Brix /

Forårets kurser er online nu

En række af de kurser, jeg udbyder i foråret 2020 er online allerede nu. Klik ind på skrivekurser under FOF, hvor du kan læse mere og tilmelde dig.

Jeg har også til sommer to kurser sammen med min dygtige og søde kollega Stephanie Caruana. Kurserne løber over henholdsvis en weekend og fire dage. Vi har hver nogle af dagene, men vil også noget af tiden være der sammen.

Disse kurser, der henvender sig til både de, der skriver selvbiografisk og de, der skriver fiktion, er endnu ikke online. Jeg poster, så snart de er det.

  • / af Helle Merete Brix /

Kom og skriv i julen!

FOF og jeg har oprettet et ekstra skrivekursus i december og januar måned. Og nej, kurset foregår ikke i Sydafrika, men for alvor at begynde at skrive kan opleves som en flyvetur; derfor har jeg postet dette billede af en indkøbt souvenir fra en af mine rejser til Sydafrika for mange år siden.

Så kom og skriv i Fiolstræde over syv tirsdage. Man lærer om plot, sprog, arbejdsmetoder og meget andet.

Man kan læse mere og tilmelde sig her

  • / af Helle Merete Brix /

Intensive kurser i at skrive selvbiografi

Jeg brugte efterårsferien på at undervise i at skrive selvbiografisk på en fire dages intensiv workshop på FOF. Jeg håber at kunne gentage den i vinterferien, uge 7 i 2020.

Det er fjerde gang, jeg afholder denne workshop, og det er et kursus, jeg er rigtig glad for at undervise på.  Kursisterne er i alle aldre, fra midten af tyverne til langt oppe i 70erne. De kommer med alle mulige interessante og komplekse problemstillinger, som jeg så gør mit bedste for at hjælpe dem med at forløse.

Udover skriveøvelser diskuterer vi en mængde sager. Som for eksempel: Hvor tæt kan man gå på sin familie, når man skriver om dem? Hvad mener jeg med retten til sin historie? Skal man skrive jeg eller hun? Hvad gør man, når/hvis omgivelserne reagerer? Skal en selvbiografi være sand fra a til z? Kan den være det? og er det en god idé med en opslagstavle (billedet).

  • / af Helle Merete Brix /

Forfatterkurser i det sene efterår

Der er stadig plads på mine kurser på FOF i skriftlig kommunikation, forfatterværksted, fiktion med mere. Kurserne begynder efter efterårsferien i oktober, november og december.  Der er både tale om ugekurser og weekendkurser. Læs mere og tilmeld dig her

Billedet er fra Paris, en park og en gade lige i nærheden af den legatbolig, danske kunstnere og forskere kan leje gennem Udenrigsministeriet. Boligen ligger i Paris´ ældste og dejligste kvarter. Her har jeg to gange samlet materiale til bøger, og hvem ved, måske gør jeg det igen en dag!

  • / af Helle Merete Brix /

Ny bog undervejs

Sammen med den svenske kunsthistoriker Lars Vilks og en dansk kollega, Kasper Nesager-Hansen, arbejder jeg på en antologi om kunstens måde at beskrive terror på, særligt billedkunst, litteratur og film.

Vi er i fuldt sving og regner med at kunne sende bogen ud i foråret 2020. Billedet her tog jeg af Lars under arbejdet med vores forrige bog, der høstede en vældig fin anmeldelse i Weekendavisen.

Den aktuelle bog er formentlig den sidste, jeg medvirker til, der er relateret til terror.  Livet handler også om meget andet! Jeg er derfor også så småt i gang med en bog om at skrive; det skal være en lille, poetisk – det bliver den forhåbentlig – bog om en række aspekter ved det at sætte ord og linier sammen.

  • / af Helle Merete Brix /

Sommer og skrivetid

Sommeren betyder for mange ferietid. Men hvorfor ikke også bruge denne periode til at få skrevet? Et godt råd er dette: Skriv lidt hver dag. Det kan være en linie, et ord eller noget længere og sammenhængende. Men at holde pennen varm betyder rigtig meget i en skriveproces. Man gør det at skrive til en god vane. I bedste fald til noget uundværligt i ens liv. Jeg vender tilbage på bloggen i august, hvor mine første skrivekurser også begynder. Fortsat god sommer!