Om sufier og Guds hemmelige landkort

Arbejder på en række korte tekster om religion. Her er den første:

“Sufien hvirvler og hvirvler og hvirvler i sin gennemsigtige dragt og den farvede fez på hovedet. Rundt og rundt med lukkede øjne og et ret lykkeligt smil. Skoenes farve? Den har jeg glemt.

Langt væk fra den dansende sufi kommer en digter i vanskeligheder på grund af en enkelt linie: ”Drømmer om at betræde Guds hemmelige landkort”.

Og i et land uden sufier og digtere, hvor befolkningen er døve efter at have lyttet til konstante råb om Allahu Akbar, tegner børnene i mange år efter kun med to farver: Sort og rødt. Sort for mændene. Mændene med lange lokker og blanke blikke. Rødt for blodet.”