af Helle Merete Brix

Mandela og apartheid

“Jeg var i slutningen af trediverne, og jeg havde kunnet stemme for første gang i mit liv. Det var utroligt. En vidunderlig euforisk følelse. Jeg kunne bestemme, hvem der skulle være med til at regere landet”.

Sådan oplevede den farvede forfatter Chris van Wyk valget i 1994 i Sydafrika, hvor Nelson Mandela blev Sydafrikas første, sorte præsident.

Da jeg mødtes med van Wyk i 2008 i Johannesburg, boede han ikke længere i sin barndoms township. Han var flyttet til et af de områder, der tidligere var forbeholdt hvide.

“Han har en vidunderlig udstråling”, sagde Meg, en midaldrende hvid kvinde, der var indehaver af Durbans ældste bed and breakfast. Det var Mandela, hun talte om. Her boede jeg noget af tiden – og som en dronning – da jeg besøgte Durban i år 2000. Megs familie havde ydet advokatbistand til Mandela. Men hun var ikke på nogen måde begejstret for ANC. Hun beundrede den afrikanske kvinde for at være “hårdtarbejdede” og for at gå “regelmæssigt i kirke”.

“Ti år med frihed”, stod der på den t-shirt, som den sorte pige bar i Cape Town i bydelen Green Point, der har masser af bøssebarer og “gay-friendly” guesthouses. Hos David og Hannes kunne man møde nygifte ægtepar fra Kenya, franske botanikere, larmende sydafrikanske musikere og enlige kvinder.

“At Sydafrika ikke røg ud i et blodbad, det er Mandelas fortjeneste”, mente skuespilleren Kessie Govender, sydafrikaner med indisk baggrund og en kær ven i Durban, der døde alt for tidligt for mere end ti år siden. En bekendt beskrev i en mail til mig den hinduistiske ligbrænding: “Han så så lille ud i sit blå sæt tøj. Så gik han op i flammer”.

Nu er også Nelson Mandela død. På billederne, som jeg tog på et museum i Cape Town i 2007, kan man se eksempler på, hvad apartheid var og hvad Mandela lykkedes med at afskaffe.

Stripperne og revolutionen

En decemberdag for snart 35 år siden, sneede jeg forfrossen og pengeløs inde i Berlin med en stripper og en påklæderske – eller snarere afklæderske – fra Simon Spies` stripklub Valencia. Her hang jeg også ud som 18-årig, da mit venskab med afklædersken gav mig ret til at se showet ganske gratis.

Hjem fra Berlin kom vi også, min far galopperede på den danske ambassade, der ydede bistand til de dyrere flybilletter hjem. På ambassaden havde de i øvrigt travlt, man “tænkte meget på situationen i Iran”.

Dermed blegnede vores problemer i Berlin en smule – for situationen i Iran var naturligvis den amerikanske ambassade, der var blevet besat den 4. november af ayatollah Khomeinis tilhængere.

Den islamiske revolution i 1979 forandrede Iran til ukendelighed og sendte millioner af iranere i eksil. Og tiden går, og i dag er der ikke længere strippere og hvad deraf følger i omgangskredsen. (Så vidt jeg ved).

Derimod er der og har været en lang række eksiliranere med navne som Kholghi, Alfoneh, Khaknegar, Tavakoli, Sahebjam og jeg ved ikke hvad.

Inden længe er det 35-året for revolutionen. Mullaherne sidder stadig på magten. Og Simon Spies´ stripklub med alle stripperne, mænd med pumpede muskler og kvinder iført fjerboaer og ingenting? Jeg glemmer den aldrig.

En længere og lidt anderledes version af dette findes i essayet “Khomeinis ånd” i min bog “Sex, frihed og fatwa”

Glæden ved at skrive fiktion

“At skrive fiktion er som at holde op med at ryge. Det er at få sit sanseapparat tilbage”. Sådan har den svenske forfatter Oluf Lagerkrantz udtrykt det.

Da jeg aldrig har røget, skal jeg ikke kunne sige, om han har ret. Men sikkert er det: En ny verden åbner sig, når man begynder at skrive fiktion. Den erfaring har mange af mine kursister også givet udtryk for.

Jeg starter nye skrivekurser op i blandt andet fiktion og erindring til februar. Man kan tilmelde sig fra december hos FOF.

Den farlige selvbiografi?

Pennen og koranen

Der er ganske få kvindelige, islamiske kalligrafer. En af dem er Soraya Syed, som jeg for nylig mødte i London, hvor hun bor. Jeg har interviewet hende til denne uges Weekendavisen.

Syed fortæller om det fascinerende ved at være kalligraf: “Det er glæden, tilfredsstillelsen over at hånd kan skabe et bogtstav, der er smukt for øjet. Det er ikke let. Og at opdage, at hvad der til en start forekommer dig at være begynderheld med øvelse og tålmodighed kan skabes igen og igen”.

Skal vi have en paragraf 266X?

Sammen med billedkunstneren Uwe Max Jensen har jeg dette indlæg i Politiken. Velmenende mennesker mener, at man skal passe på ikke at “misbruge” den nye forfatterkomet Yahya Hassans digte. Vi har foreslået – og det er naturligvis ironisk ment – at man skal indføre en paragraf 266X, som omhandler forbud mod misbrug af digte. Selv siger Hassan, at man kan bruge hans digte, som man synes.

Fra indlægget: “Det er ikke for meget sagt, at Yahya Hassans klare tale om islam har hensat venstrefløj, multikulturalister og almindelige dannede mennesker i en tilstand af panik, og øvelsen har siden gået ud på at give det indtryk, at Hassan kritiserer aspekter af islam eller generelt er religionskritisk.”  Læs hele indlægget her

Et tyrkisk vidunder

At sige at en forfatter skriver som en drøm er en kliché, men den dækker, når det gælder Elif Shafak. Jeg hørte hende forleden i London, hvor hun fortalte om sin seneste bog Honour, der forhåbentlig kommer på dansk. Shafak, der bor i London, er den mest populære forfatter i dagens Tyrkiet.

Bogen handler om en tyrkisk familie i London i 1970erne. Den fortælles på skift af flere af familiens medlemmer, herunder Esma og hendes bror Iskandar. Det er Iskandar, der foretager den uhyggelige gerning i bogen: Han dræber sin mor for at forsvare familiens ære. Men hvem pressede ham til at gøre det?

Vi var kun omkring 50 mennesker i salen, da Shafak optrådte. Der burde have været mindst det dobbelte. Shafak fortæller begavet, og hun skriver smukt. Nu glæder jeg mig til at læse hendes The fourty rules of love, der inddrager den berømte sufi Rumi, og den eneste bog af Shafak, der endnu er kommet på dansk: Bastarden fra Istanbul.

Vilks, Olrik, Foss og de tavse mænd i Krudttønden

Der var fyldt op i salen, da Lars Vilks Komiteen havde arrangement i går i Krudttønden. Det var også et stærkt panel og en fornøjelse at være ordstyrer ved emnet “Kvinder og frihed”.

Vi nåede vidt omkring, kvinder og barsel, pornografi, kvinder i erhvervslivet, kvinder, der overtager maskuline værdier og meget mere. Men hvor var salens mænd i debatten? En enkelt blandede sig, ellers sad de tavse.

På billedet ses sociolog Jaleh Tavakoli, sexolog Jakob Olrik, undertegnede og freelancejournalist ved Weekendavisen, Iben Foss.

Skriv, så du bliver læst

Der er stadig et par pladser på mit kursus i skriftlig retorik på FOF, der starter onsdag den 25. september. Kurset er relevant for dig, hvis du har en blog, gerne vil skrive kronikker og indlæg til dagspressen eller kæmper med fagtekster, der er vanskelige at forstå for din læser.

På kurset, der foregår i hyggelige lokaler i hjertet af København, arbejder vi med sprog og indhold, du lærer om gode og dårlige argumenter, litterære virkemidler i sproget og at bruge sanserne, når du skriver.

Du kan tilmelde dig skrivekurset her – men du er også altid velkommen til at kontakte mig, for at høre mere. Skriveøvelser og hjemmeopgaver indgår. Kurset henvender sig til både begyndere og erfarne skribenter.

Kan man lære at skrive?

Alle kan lære at skrive bedre. Hvadenten man har ambitioner om at skrive en novelle, en tekst baseret på sit eget liv eller få struktur på blogindlæg eller måske et indlæg til en avis.

Jeg holder skrivekurser i både fiktion og erindring og i skriftlig retorik. Du kan læse meget mere om kurserne og booke skrivekurser her.

De fleste skriver i dag udelukkende på computer eller Ipad. Men jeg kan godt lide dagligt at skrive i hånden. Det gælder noter, ideer og indfald. Et væld af ideer til mine bøger er således nedfældet i notesbøger på cafeer i ind-og udland.