Den frie musik og en fatwa

Den algierske rai sanger Khaled – rai betyder mening – måtte forlade sit hjemland i en alder af kun 26 år. I midten af 1980erne erklærede de algierske fundamentalister udøverne af raimusikken krig. Adskillige blev dræbt.

Khaled bor i Belgien. Hans CD Liberté, er formidabel. Jeg blev mindet om ham for nylig, da jeg interviewede percussionisten Simona Abdallah. Dygtige Abdallah har nemlig varmet op for Khaled. Interviewet bringes på Den Korte Avis.

Men heller ikke i Vesten kan musikere være sikre på at kunne udtrykke sig frit. Den iransk-tyske rapper Shahin Najafi har således netop fået en fatwa for sin sang Imam Naghi, som handler om den tiende imam, en af shia-islams 12 betydningsfulde imamer.

Fatwaen er uddelt af en ayatollah fra Irans hellige by Qom. Den religiøse webportal shia-online har øjensynlig sat en pris på Najafis hoved: 100.000 US dollar. En anden webportal, der har tætte forbindelser med den iranske regering, opfordrer til at man finder Najafi og dræber ham. Det minder uhyggeligt om fatwaen mod Salman Rushdie i 1989.

I aften demonstrerer eksiliranere mod fatwaen foran den iranske ambassade på Østerbro.  Mere om fatwaen mod Shahin Najafi hos blandt andet Freemuse