Kunst, ytringsfrihed og Theo

Konferencen for nylig i København om kunst og ytringsfrihed var et vældig godt initiativ. Hvor vi i dag ved ganske meget om problemer med journalister og forfatteres ytringsfrihed, kniber det mere, når det drejer sig om kunstnernes problemer, altså faggrupper som billedkunstnere, musikere, sangere og skuespillere. Som flere paneldeltagere pegede på, optræder de sjældent i de rapporter om menneskerettighedsovergreb, som ellers kan give nyttige fingerpeg om situationen i det pågældende land. Det er glimrende at få kortlagt kunstner-problemet og få styrket arbejdet for dette på globalt plan.

Men man måtte som tilhører undre sig over, at problemet med islam eller islamismens rolle, omtrent ikke blev nævnt. En enkelt paneldeltager, Carole Karemera, generalsekretær  i Arterial Network, nævnte problemer med religion og tradition og specifikke problemer i dagens Marokko og Tunesien. Og den konservative politiker Per Stig Møller, der var udenrigs-og senere kulturminister i den forrige danske regering, mindede i sit oplæg om, at ”vi havde problemer med de muslimske lande, der ville have forbud mod religioner”.

Men hvad med filminstruktøren Theo van Gogh, der blev myrdet på åben gade i 2004 i Amsterdam? Hvad med nylige fejlslagne angreb mod kunstnere som Lars Vilks og Kurt Westergaard? Blot for at nævne nogle eksempler. Det blev postuleret fra flere paneldeltageres side, at kunstnerne er meget optaget af arbejdet med at sikre ytringsfriheden for trængte kolleger. Det har Westergaard og Vilks nu ikke mærket meget til. Dertil kommer problemer med selvcensur blandt udøvende kunstnere. Islam sætter sit stempel på kunstneres ytringsfrihed ikke blot i muslimske lande, men i høj grad i dagens Europa. Læs mere på rights.no