Mordet på en far
Jeg har i London mødt den unge forfatter Aatish Taseer, der er søn af den myrdede guvernør, Salman Taseer i Pakistan. Interviewet er i denne uges Weekendavisen.
Forfatteren fortalte om sin nye bog, men især om sit komplicerede forhold til sin far. Faderen Salman og Aatishs mor Tavleeen havde en kortvarig affære i 1980. Siden han var halvstor har Aatish forsøgt at få kontakt til sin far.
Fra interviewet: “Selv om han læser et morsomt afsnit op fra sin aktuelle roman – om tåbelig konversation i finere, indiske kredse – og forsikrer os om at kun fem procent af bogen er fra hans eget liv synes denne thriller også at trække på netop det: En ung mands søgen efter accept fra en far, der egentlig ikke vil vide af ham. Det faktum, at man kan være vokset op blandt sikher og ikke være religiøs men opfattes som muslim, blot fordi ens far er det. Bogen er skrevet i jeg-person. I en togkupé spørger en ung mand til hvilken religion hovedpersonen Rehans mor tilhører: ”Ud fra et perverst ønske om at simplificere mit liv over for en fremmed i et tog, sagde jeg mens jeg løj overdrevent: ”Hun var også sikh, men blev muslim efter at hun giftede sig med min far””.