Sko med stygge hæle

Kan man digte en historie ud fra hvad som helst? Det spørger mine kursister nogle gange om. Og jeg svarer ja, det vil jeg mene.

Her er for eksempel en lille tekst, jeg for nylig skrev, da jeg ryddede op i mit skab:

Kan en sko have “stygge” hæle? For mange år siden sås jeg med en mand, der, som de fleste mænd, var vild med sko med høje hæle. Vi skulle til en premiere af en art, og jeg vaklede mellem valget af sko. Jeg havde omtrent bestemt mig for det fotograferede par, der for nylig dukkede frem af mine gemmer, da den pågældende mand ikke kunne nære sig: “Nej, ikke dem. De har stygge hæle”.

Dansk var ikke denne mands modersmål. Ved en anden lejlighed, hvor han på min opfordring havde læst et essay, som en bekendt af mig havde skrevet, sagde han begejstret om forfatteren: “Han er godt møbleret oven i hovedet.”

Den pågældende mand havde ikke blot klare meninger om skos hæle, men også om forholdet mellem mænd og kvinder. Ikke mindst i Danmark, som han var kommet til fra Centraleuropa i midten af 1980erne: “De danske kvinder er stærke. Men mændene? Bah…” (efterfulgt af en foragtelig håndbevægelse).

Skoene har jeg aldrig siden kunnet have på uden at tænke på de “stygge” hæle. Ikke fordi jeg deler den anskuelse. Men fordi styg for mig mere er noget ganske skrækkeligt, eller det er Stygge Ulv eller sådan.

Men sådan er det ind imellem mennesker udefra, der minder en om sprogets muligheder. Jeg har siden haft for vane, når et menneske siger noget klogt – eller dumt – at forestille mig, hvilke møbler, der befinder sig hos den pågældende “oven i hovedet”: Divan, lænestol, chatol, chaiselon. Man kan selv fortsætte listen.