Film om al-Qaedas ofre

For nylig skrev jeg i Weekendavisen om film på vej om blandt andre menneskene på al-Qaedas dødsliste. Denne liste tæller blandt andre den svenske muhammedtegner og kunsthistoriker Lars Vilks, Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør Flemming Rose, tegneren Kurt Westergaard, den amerikanske tegner Molly Norris og den amerikanske præst Terry Jones.

Filmfolkene bag netop denne produktion ønsker foreløbig anonymitet men regner med at filmen er klar til festivalerne i foråret 2019. Der er tale om et udenlandsk filmselskab.

Men også en dansk instruktør, Ole Christian Madsen, kendt for film som Nordkraft og Flammen og Citronen, er undervejs med en film om terrorangrebet på Krudttønden og Synagogen. Der er tale om en spillefilm, og i filmen følger man fire mænd igennem 48 timer: Filminstruktør Finn Nørgaard, der blev dræbt ved Krudttønden, Dan Uzan, der blev dræbt ved Synagogen, terroristen Omar el-Hussein og den politimand, der dræbte ham.

Filmen skildrer, så vidt jeg har forstået, også selve angrebet. Et interessant spørgsmål er: Hvem skal spille Lars Vilks? Han var jo angrebsmålet for terrorangrebet på Krudttønden. Kan man ikke finde en skuespiller, der vil, forlyder det fra Vilks, at han gerne spiller sig selv.

På billedet ses forsiden af den bog om Lars Vilks, som jeg var med til at skrive i 2016. Den kan købes over nettet og bestilles i de fleste store boghandler.