Må man spise koranen?

Må man spise koranen? Må man rette en så håndgribelig kritik af et religiøst dogme? Det var hvad den 25-årige spanske performancekunstner Abel Azcona – der gæster Lars Vilks Komiteen og København 4. juni – gjorde for nylig. Det foregik over en otte timer lang seance, der bestod af en installation, en performance og en video.

Azcona spiste koranen som led i en undersøgelse af religiøs fundamentalisme og det, han opfatter som menneskers behov for at fylde sig med ”opspind, løgne og frygt”. I andre værker har han fremsat en kritik af katolicismen. Det er næsten overflødigt at nævne det: Det er kun koran-manifestationen, der har givet Azcona trusler. De kom i form af anonyme breve, emails og sms-beskeder.

Gør Azcona noget forkert ved at spise en bog, der for dens tilhængere har karakter af et helligt skrift? Naturligvis ikke. Ingen religion eller spirituel lære, ingen ideologi eller overbevisning, bør være fritaget for kritik. Kunstnere har frihed til at fremsætte kritikken på deres måde. Selv har Azcona sagt om sin performance: ”Jeg tror på ytringsfrihed, på provokationer, på kunstnerisk frihed”.

Det samme gjorde vel Salman Rushdie, da han i 1988 skrev bogen De Sataniske Vers. Året efter, i 1989, modtog Rushdie en fatwa, udstedt af den iranske ayatollah  Khomeini. Men hvadenten man i en roman antyder, at koranen er Muhammeds ord frem for Guds, tegner Muhammed som lille Rundkørselshund – som Lars Vilks har gjort – eller måske skriver som denne digter i Kuwait gjorde for mange år siden: ”Drømmen om at betræde Guds hemmelige landkort” – så er det for mig udtryk for samme sag: Det er ønsket om at tænke, tale, skrive og male frit. Den kuwaitiske digter måtte igennem en retssag, der var mulllaher, der ønskede hende hængt for hendes blasfemiske linier. Heldigvis vandt mullaherne ikke sagen.

Ytringsfrihed er også retten til at spise en koran, hvis det er det, man ønsker. Jeg glæder mig til at møde Azcona den 4. juni og høre ham fortælle om kunstens tabuer og om sit værk.