Hizb ut-Tahrir og kalifatet

Igen i dag demonstrerer Hizb ut-Tahrir, denne gang organisationens kvindeafdeling. Der er tale om en protestmarch, “Stop blodbadet i Syrien, etabler Kilafah”, som der står på organisationens hjemmeside i forbindelse med indkaldelse til demonstration.

For nylig skrev Farshad Kholghi og undertegnede et åbent brev til Chadi Freigeh – her fotograferet for nylig ved demonstrationen mod den islamkritiske film foran USA´s ambassade. Freigeh er medierepræsentant for Hizb ut-Tahrir i Skandinavien. Her skriver vi blandt andet: “Chadi, på jeres hjemmeside er du beskrevet som blandt andet »forfatter og samfundsdebattør«. Hvad har du i øvrigt udgivet? Men nuvel, du er forfatter, og så er Salman Rushdie jo din kollega. Må han komme på besøg i kalifatet og uden frygt for sit liv sige, hvad han sagde for nylig i et interview til en dansk avis: »…jeg foretrækker Biblen for Koranen, fordi den rummer mange flere fortællinger. Bibelen er narrativ, Koranen er først og fremmest instruktiv«.

Og videre: “I Sudan hængte man i 1985 den 74-årige tænker Mahmoud Taha. Taha havde skrevet, at man måtte skelne mellem de belæringer, som Muhammed gav i Mekka og Medina, fordi det var i Medina, at hele lovkomplekset, shariaen, kom til. Han ville lægge vægten på Mekka-belæringerne, altså belæringer, som Muhammed gav, før han fik politisk magt. Må man i dit kalifat frit udgive tekster med sådanne synspunkter? Eller vil det betyde fængselsstraf eller afkortning af hovedet?” Brevet er trykt som kronik i Jyllands-Posten og kan læses i sin fulde længde her