Terrorens ofre taler ud

Terrorens ofre taler ud

Af Helle Merete Brix

I forordet til min nye bog Blandt kolibrier og kalasjnikover. Om terrorens ofre skriver den franske ambassadør i Danmark, François Zimeray: ”Som advokat og senere som ambassadør for menneskerettigheder har jeg ofte stået ansigt til ansigt med ofre og deres nød. Begge roller indebærer, at man lytter aktivt for at kunne være til hjælp. Det har altid slået mig, i hvor høj grad fornægtelse og tavshed gør vold på mennesker, og også hvordan det talte ord kan være endnu mere forfærdeligt. Men aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg selv skulle blive et offer.”

Zimeray har som menneskerettighedsambassadør rejst over store dele af kloden. Men transformationen fra hjælper til offer skete ikke i Tjetenien, Rwanda, Columbia eller Irak. Den skete i København, da han, den 14. februar 2015, som han beskriver det, passerede ”gennem spejlet”. Han var inviteret til at sige nogle ord om Charlie Hebdo, der var blevet ramt af et terrorangreb den foregående måned.  Zimeray var derfor tilstede ved  ytringsfrihedsarrangementet i kulturcentret Krudttønden på Østerbro, da Omar El- Hussein angreb stedet med et automatvåben:

”Det var tæt på at koste mig livet i en regn af kugler, der var tiltænkt alle os deltagere. Døden trængte ind i den lille sal og i vores liv. Den dag forstod jeg, hvor grænseoverskridende svaret på det harmløse spørgsmål “hvordan går det?”, kan være.”

De nye terrorister

Den terror, der rammer kloden i disse år, er ikke længere koncentreret til lande som Irak, Afghanistan, Pakistan, Nigeria, Tyrkiet med flere. Og hvor terror for årtier tilbage gjorde indbyggerne på det europæiske kontinent fortrolige med forkortelser og navne som IRA, ETA, PFLP, Rote Armee Fraktion, Action Directe med mere, er den vendt tilbage med nye og vel endnu mere skånselsløse aktører. Med historikeren Bent Blüdnikows ord, så var der ”trods alt et større rationale bag dati­dens terrorhandlinger. Man kunne forhandle med terroristerne, og terrorismen var – set med vores øjne – mindre irrationel end nutidens og de religiøst betingede selvmordsterrorister.”

Januar i år arrangerede jeg sammen med Naser Khader, Konservative, en international konference om terrorens ofre. Det er, mig bekendt, første gang man afholder en sådan konference i København. Vi var mere end 100 mennesker i Fællessalen.

Sikkerhedsforanstaltningerne omkring Christiansborg, hvor den foregik, var enorme; for både Khader selv, kunsthistorikeren og muhammedtegneren Lars Vilks og den tidligere Charlie Hebdo-medarbejder, journalisten Zineb El Rhazoui, var blandt talerne. De tilhører alle sammen gruppen af ”højrisikomål”, som det hedder i politisprog. Denne gruppe tilhører en særlig gruppe af terrorofre. For hvad enten de har oplevet et konkret angreb eller ej, er der en konkret og konstant trussel mod deres liv. De er derfor beskyttet af livvagter enten døgnet rundt; eller så snart de bevæger sig ud i det offentlige rum.

Krudttønden og Bataclan  

Zimeray var ligeledes en af talerne på denne konference, og han erklærede åbent, at der ikke går en dag uden at han tænker over angrebet. Det er naturligvis ikke alle terrorofre, der har denne oplevelse. Men mine egne erfaringer – jeg er overlevende fra angrebet på Krudttønden – og de, som andre overlevende har gengivet, genspejler på en vis måde ambassadørens erfaringer: Det tager væsentlig længere tid at komme sig over et angreb, end ofrene ofte forestiller sig. Og ikke sjældent aktiverer nye angreb følelser hos overlevende af sorg, chok og vrede.

En anden taler på konferencen var journalist og dramaturg Agnete Stoffregen. Hun beskrev hændelsesforløbet ved Krudttønden, hvor hun løb ud af salen, da skyderiet begyndte. Hun hjalp kort efter til med at give den døende Finn Nørgaard førstehjælp. Omar El-Hussein skød ham foran Krudttønden. Stoffregen huskede, med den præcision, som den menneskelige hukommelse kan have i sådanne situationer, hvad hun registrerede, da hun holdt hans ben i vejret: ”Det var koldt, men hans ben var varme.”

Det mindede mig om min samtale med Aurelia, en overlevende fra spillestedet Bataclan, som jeg talte med i Paris i sommeren 2016. Hun var sammen med en gruppe andre koncertgæster lykkedes med at flygte væk fra salen og barrikadere sig i et rum, da skyderiet begyndte. I gruppen indgik adskillige sårede, som gruppen forsøgte at hjælpe. Aurelia huskede ikke blot en eksplosion og skyderierne fra salen, der på et tidspunkt blev mere metodiske. På det tidspunkt gik terroristerne over til at henrette mennesker i salen ved skud gennem hovedet:

”Der var en, der ville ringe til sin familie i Tyrkiet. Han kunne ikke huske nummeret. Vi fandt også champagne og plastikkopper. De var til festen for bandet bagefter.”

Massakren på Utøya  

Nutidens islamiske terrorisme i Europa kan næsten få os til at glemme, at terrorismen her i Europa for blot nogle år siden kom fra en helt anden kant. Natklubejeren Patrick Piscot var 18 år, da han var på AUFs sommerlejr på Utøya i juli 2011. Højreekstremisten Anders Behring Breivik dræbte 69 unge på øen, de fleste gange unge. Han dræbte derudover otte mennesker i regeringskvarteret i Oslo. Piscot berettede på konferencen om at have været i en form for ”choktilstand” igennem tre år. I forbindelse med arbejdet med bogen fik jeg lov til at tage med Piscot ud til et foredrag, han holdt for ca. 100 unge mennesker på et gymnasium i København i efteråret 2017. Også her kunne man opleve, hvor præcist hukommelsen arbejder, selvom oplevelserne ligger mange år tilbage. Piscot fortalte uden manuskript om den 22. juli 2011, hvor han delte telt med sin veninde Ingrid:

“Så hører jeg skuddene. Jeg siger til Ingrid, at vi må ud. Jeg åbner teltdugen. Så ser jeg en mand i politiuniform, der kommer gående på min venstre side. Han har et maskingevær hængende og en pistol. En pige, Lejla, løber hen imod ham. Hun stopper tre meter fra ham. Han løfter pistolen og skyder hende i hovedet. Hun falder. Jeg vender mig og ser, at han sparker til hende og skyder igen.”
Men terrorens ofre er naturligvis andre end de overlevende. 52 børn i Frankrig mistede den ene – for nogles vedkommende begge forældre – ved angrebet i november 2015, der ikke blot ramte Bataclan men også en række restauranter og cafeer og et stadion. Ligesom en række forældre mistede deres børn.

Indtil for nylig var Georges Salines præsident for en af de nye grupper for terrorofre, der skød op efter den 13. november. Salines selv mistede sin datter Lola, der dansede til venstre for scenen, da terroristerne skød hende. Da jeg mødte Salines i Paris fortalte han om de forskellige reaktioner på tabet i hans familie, og at der er en gruppe af terrorofre, man efter hans opfattelse overser:

“Min yngste søn var igennem lang tid forfærdelig vred, og det havde han absolut lov til at være. Men selvom jeg på en måde hader dem, der dræbte min datter, så har jeg været mere fyldt af sorg. Det er ganske almindeligt, at også brødre og søstre reagerer stærkt. Jeg er ikke sikker på, om søskende ikke lider lige så meget som forældre. I vores familie har det været særlig svært for den yngste. Den ældste har jo sin egen familie.”

Den Franske Organisation for Ofre for Terrorisme

Frankrig har adskillige andre organisationer, der hjælper terrorens ofre. Landet har  igennem mange år haft en national fond, hvor ofre har ret til at søge erstatning. Frankrig er også, sammen med Norge, et af de lande i Europa, hvor der formentlig pågår den mest væsentlige forskning om konsekvenserne af at blive et offer for terror.

Samtidig er Frankrig, ikke mindst gennem Den Franske Organisation for Ofre for Terrorisme, blevet en art knudepunkt for hjælp til terrorofre fra hele verden. Organisationen tilbyder kunstterapi, samtalegrupper og en art retreats med terapeutisk indhold også for unge terrorofre. Deltagerne kommer ikke blot fra Frankrig, men fra lande som Rusland, Algeriet, Marokko, Israel, Columbia med mere.

Grundlægger og direktør af organisationen, Guillaume Denoix de Saint Marc, mistede sin far i et terrorangreb i 1989. Libyske terrorister havde plantet en bombe ombord på flyet, der var på vej fra Brazzaville til Paris. Alle ombord blev dræbt.

Ved et af vores møder fortalte han mig om en samtale han engang havde med en mand fra  IRA:
”Han havde fortrudt en terrorhandling, han begik. For det var den forkerte person, der var blevet dræbt. Den forkerte! Så har man intet fattet.”

Blandt kolibrier og kalasjnikover. Om terrorens ofre udkommer den 14. februar. Den fokuserer særligt på terrorofre i Danmark, Frankrig og Norge.

Bogen lanceres ved et debatmøde onsdag den 14. februar klokken 19.30-21.30. på Toga Vinstue, Store Kirkestræde 3 i København Her kan man udover forfatteren møde blandt andre bogens redaktør, forlæggger Thomas Vilhelm samt Hannah Bentow, der holdt bat mitzvah fest, da angrebet fandt sted og Patrick Piscot, der er overlevende fra Utøya. Særpris for bogen denne aften kr. 200,-

Debatmøde om min bog om terrorens ofre

Sæt kryds i kalenderen den 14. februar. Her udkommer min bog om terrorens ofre.

Ved boglanceringen på Toga Vinstue i København, kan du klokken 19.30 møde blandt andre Patrick Piscot, overlevende fra Utøya og Hannah Bentow, der holdt bat mitzvah-fest, da angrebet fandt sted ved Synagogen. De har begge givet – meget stærke – interviews til bogen.

Det samme har en politimand, der var på vagt ved Synagogen; og en tidligere sikkerhedskoordinator fra PET, der lå i dækning i Krudttøndens café. Samt adskillige andre fra ind-og udland.

Bogen er i trykken, og jeg glæder mig til udgivelsesdagen!

Vellykket konference om terrorens ofre

Mere end 100 mennesker var mødt op, da Helle Meretes Saloner forleden afholdt konference på Christiansborg om terrorens ofre i samarbejde med Naser Khader, Konservative.

I panelet sad journalist og tidligere medarbejder på Charlie Hebdo, Zineb El Rhazoui, kunsthistoriker og overlevende fra Krudttønden, Lars Vilks, natklubejer og overlevende fra Utøya, Patrick Piscot, den franske ambassadør i Danmark, Francois Zimeray og dramaturg, journalist og overlevende fra Krudttønden, Agnete Stoffregen.

Mere end 100 mennesker deltog, og der var massiv politibeskyttelse omkring arrangementet, som jeg tillader mig at kalde vellykket.

Vilks og Zineb udvekslede erfaringer om at have politibeskyttelse døgnet rundt. Som det fremgår af billedet, er alt ikke den rene elendighed.

Kurser i at skrive i foråret 2018

Drømmer du om at lære at skrive fiktion eller selvbiografi? Eller er du godt i gang og har blot brug for ny inspiration og feedback? Et skrivenetværk at vende tekster, tanker og ideer med?

Mine skrivekurser i fiktion, selvbiografi med mere er nu online hos FOF. Der er kurser i Lyngby og København. Begge steder centralt, lige ved offentlig transport. Du kan læse mere og tilmelde dig her

 

 

Konference om terrorens ofre

Kom til konference om terrorens ofre. Det er på Christiansborg den 13. januar fra 14-17.  Du kan blandt andre møde Frankrigs ambassadør i Danmark, Francois Zimeray, en tidligere medarbejder fra Charlie Hebdo, en overlevende fra Utøya med flere.

Det er mit kommunikationsfirma Helle Meretes Saloner, der arrangerer konferencen i samarbejde med Naser Khader, Konservative.  Læs mere og tilmeld dig her

Billedet tog jeg i Paris i december 2015 på Boulevard Voltaire, hvor der lå, ligesom foran Bataclan, lå et væld af tegninger og kort.

Bogskrivning og kurser i at skrive

maraisaftenstemningJeg er ved at færdiggøre en bog om terrorens ofre. Billedet viser udsigten fra den danske ambassades legatbolig i Paris. Man kan leje lejligheden, der ligger vidunderligt i Paris´ældste kvarter. her boede jeg i 2016, da jeg indsamlede en del af materialet til bogen.

Og så er undervisningssæsonen i fuld gang, og der er stadig et par ledige pladser på kurser i oktober og november på FOF. Læs mere og tilmeld dig her

Zineb og Charlie Hebdo

20170801_100240-1Jeg har interviewet journalisten Zineb el-Rhazoui til Berlingske Hun fortæller om sit liv efter terrorangrebet på Charlie Hebdo.

Zineb var på ferie i Casablanca, da terrorangrebet skete. Angrebet har haft store konsekvenser for hendes liv. I dag er hun formentlig Frankrigs bedst beskyttede kvinde.

I interviewet fortæller Zineb om, hvordan hun følte sig forfærdelig skyldig efter angrebet: “I dag forstår jeg, at de eneste skyldige var Kouachibrødrene”.

Uset jødehad i Europa

jødehad, weaJeg har skrevet en længere artikel i denne uges Weekendavisen om to aktuelle dokumentarfilm, der fortæller om terrorens ofre og antisemitismen blandt andet i Europa.

Artiklen er ikke online, men Weekendavisen er i det hele taget en avis værd at investere i.

Fra artiklen: Jeg tænker på mit forrige besøg i Paris. Her handlede jeg, som flere gange før, i den jødiske bager i rue de Rosiers. Jeg sagde spontant, at jeg var glad for at se, at forretningen stadig var der: ”Ja, men hvor længe?”, sagde kvinden bag disken med et vemodigt smil. Europas jøder forlader kontinentet i stor stil, og de mange jøder kan hurtigt blive til alt for få.

Terrorens ofre og Omars venner

Jeg har skrevet en kronik i Weekendavisen: Terrorens ofre og Omars venner. Den handler om terrorangrebet i København 2015, om uskyldige og mindre uskyldige terrorofre, om franske organisationer for ofre til terrorisme med mere.

I kronikken kommer jeg også ind på en bevilling fra Københavns Kommune til Finn Nørgaard Foreningen til antiradikaliseringsarbejde, som jeg finder helt skæv og meget mere.

Kronikken kan læses her