Skrivekurser i efteråret

Efterårets kurser er i gang, tilmeldingerne går godt, men der er stadig et par pladser på flere af dem. Et skrivekursus kan være en rigtig god idé, hvis man gerne vil i gang med at skrive selvbiografisk, fiktion eller en fagbog.

Det er ikke blot teknik og inspiration, man kan få på et sådant kursus, det er også et netværk.

Klik her for at læse om skrivekurser på FOF

Bogskrivning med Lars Vilks

Jeg er i gang med et projekt sammen med den svenske kunsthistoriker og tegner Lars Vilks. Vi arbejder på en fælles bog om frihed. Jeg skriver, Vilks tegner.

Bogen har foreløbigt arbejdstitlen Kunsten at vaske tøj – det korresponderer til en af tegningerne.

Vilks har siden angrebet på Charlie Hebdo flyttet rundt mellem forskellige safe houses. Men han trives, er ved godt mod og har glimrende og kompetente livvagter til at passe på ham.

på billedet ses to af mine seneste bøger. Den opslåede bog er en bog om Vilks, som udkom i 2016 i anledning af Vilks´70 års fødselsdag.

 

 

Skrivekurser efteråret 2018

Jeg har en række skrivekurser på FOF i løbet af efteråret. Der er både ugentlige aftenkurser og lørdagskurser og kurser i både fiktion og selvbiografi. Som noget nyt har jeg på programmet et kursus over en weekend i at skrive en fagbog.

Kurserne består af en blanding af teori og praksis. Og fælles for dem alle er, at vi får skrevet meget. Man kan læse mere og tilmelde sig her

Film om al-Qaedas ofre

For nylig skrev jeg i Weekendavisen om film på vej om blandt andre menneskene på al-Qaedas dødsliste. Denne liste tæller blandt andre den svenske muhammedtegner og kunsthistoriker Lars Vilks, Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør Flemming Rose, tegneren Kurt Westergaard, den amerikanske tegner Molly Norris og den amerikanske præst Terry Jones.

Filmfolkene bag netop denne produktion ønsker foreløbig anonymitet men regner med at filmen er klar til festivalerne i foråret 2019. Der er tale om et udenlandsk filmselskab.

Men også en dansk instruktør, Ole Christian Madsen, kendt for film som Nordkraft og Flammen og Citronen, er undervejs med en film om terrorangrebet på Krudttønden og Synagogen. Der er tale om en spillefilm, og i filmen følger man fire mænd igennem 48 timer: Filminstruktør Finn Nørgaard, der blev dræbt ved Krudttønden, Dan Uzan, der blev dræbt ved Synagogen, terroristen Omar el-Hussein og den politimand, der dræbte ham.

Filmen skildrer, så vidt jeg har forstået, også selve angrebet. Et interessant spørgsmål er: Hvem skal spille Lars Vilks? Han var jo angrebsmålet for terrorangrebet på Krudttønden. Kan man ikke finde en skuespiller, der vil, forlyder det fra Vilks, at han gerne spiller sig selv.

På billedet ses forsiden af den bog om Lars Vilks, som jeg var med til at skrive i 2016. Den kan købes over nettet og bestilles i de fleste store boghandler.

 

 

Blandt kolibrier og kalasjnikover hos Paludan

Så bliver man jo glad! Paludan i Fiolstræde, der er både boghandel og café, særligt for litteraturinteresserede, har sat min seneste bog i udstillingsvinduet.

Når man udkommer på et mindre forlag, må man absolut selv gøre noget for at hjælpe til med at promovere sin bog.

I dag betyder de sociale medier som facebook vældig meget. En bog skal gerne have sin egen facebookside, og her kan man poste anmeldelser, events og andet, der er relevant i forbindelse med bogens udgivelse og videre færd i færden.

Man kan finde facebooksiden for Blandt kolibrier og kalasjnikover. Om terrorens ofre her

 

Bland kolibrier og kalasjnikover på P1

Jeg var den 25. marts gæst hos Adam Holm i programmet Fede fagbøger. Emnet var min aktuelle bog Blandt kolibrier og kalasjnikover. Om terrorens ofre. Man kan lytte til programmet her

Kristeligt Dagblad har anmeldt bogen og givet den 4 stjerner. I anmeldelsen står der blandt andet, at der er tale om et “væsentligt værk med fokus på terrorens ofre” og en bog, der i sin “grundige og vederhæftige dokumentation” lægger følgerne af de sidste årtiers terror på bordet,…”.

Lektørudtalelsen til bibliotekerne taler om en “vigtig samling af tekster, som med unikke vidnesbyrd fortæller om terrorens langtidskonsekvenser for alle involverede.” Lektørudtalelsen beskriver det som et “must” for ethvert større bibliotek at anskaffe sig et eksemplar.

 

Kessie og sne i København

“Kunne du sende mig et billede af København med sne?” Det er mange år siden, jeg fik en mail med dette indhold fra dramatikeren og skuespilleren Kessie Govender, en ven i Durban, Sydafrika.

Kessie havde besøgt København nogle år før, et tidligt og sneløst forår, sammen med kolleger fra Sydafrika. Jeg var vært ved besøget og fulgte dem i en lille uge, ved oplæsninger, på alt for tidlige morgentogrejser mellem landsdelene, til middage og på cafébesøg, hvor man ikke dansede, men hvor gruppens medlemmer dansede rundt på gulvet ud fra princippet “South Africans dance anytime and everywhere” og animerede hinanden med tilråb som “Show them what we are made of.”

Kessie blev siden en kær ven. Han var af indisk afstamning og voksede op under apartheid. Han fortalte mig engang om en spirende forelskelse, der gjorde ham nervøs. For den udkårne, som han kun havde set på afstand var meget lys i huden, og hvis hun nu var hvid? Så ville forholdet være kriminelt og strafbart.

Da Kessie i apartheids sidste år satte Othello op – med en af Sydafrikas smukkeste, hvide skuespillerinder som Desdemona og en kulsort Othello – blev han banket sønder og sammen på gaden.

Jeg besøgte ham i Durban to gange omkring årtusindeskiftet. Han arbejdede med dramaundervisning på en pigeskole i byen. Eleverne elskede ham. Han forlangte noget af dem; han overbeviste de konservative muslimske forældre om, at deres døtre skulle deltage i også denne undervisning.

Men hans helbred var ikke godt. Fjorten dage efter at jeg vendte hjem fra det seneste besøg, tikkede en mail ind fra en af hans venner. Kessie var død, og en ven af ham skrev til mig og beskrev også i kortfattede vendinger den hinduistiske kremering: “Han så så lille ud i sit blå sæt tøj. Så gik han op i flammer.”

I den seneste uge har jeg af grunde, jeg ikke er klar over, tænkt på Kessie. Forleden tog jeg dette trivielle billede. Men det er København med sne, og jeg dedikerer det til Kessie.

Foreløbig medieomtale af “Blandt kolibrier og kalasjnikover”

Jeg har samlet de første anmeldelser og foromtale af Blandt kolibrier og kalasjnikover her   

Her er et par citater fra bogen: ”Terroristen gik målrettet efter at ramme de to kvadratmeter i Krudttøndens café, hvor vi ligger en tre mand; de andre har søgt dækning andre steder. Mens jeg får det skud adrenalin, så siger jeg til mig selv: Skal jeg dø her, så skal det ikke være uden min pistol.”
Kurt, politimand

”Efter angrebet på Charlie Hebdo var en del af mig var død. Men jeg følte samtidig på en nærmest voldelig måde, at jeg ville give liv. For første gang i mit liv var jeg ikke bange for at blive mor.”
Zineb El Rhazoui

”Jeg har mødt en fader til en af de tre terrorister, der foretog angrebet på Bataclan, og dermed måske også faderen til ham, der dræbte min datter. Det finder jeg aldrig ud af.”
Georg Salines

Terrorens ofre taler ud

Terrorens ofre taler ud

Af Helle Merete Brix

I forordet til min nye bog Blandt kolibrier og kalasjnikover. Om terrorens ofre skriver den franske ambassadør i Danmark, François Zimeray: ”Som advokat og senere som ambassadør for menneskerettigheder har jeg ofte stået ansigt til ansigt med ofre og deres nød. Begge roller indebærer, at man lytter aktivt for at kunne være til hjælp. Det har altid slået mig, i hvor høj grad fornægtelse og tavshed gør vold på mennesker, og også hvordan det talte ord kan være endnu mere forfærdeligt. Men aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg selv skulle blive et offer.”

Zimeray har som menneskerettighedsambassadør rejst over store dele af kloden. Men transformationen fra hjælper til offer skete ikke i Tjetenien, Rwanda, Columbia eller Irak. Den skete i København, da han, den 14. februar 2015, som han beskriver det, passerede ”gennem spejlet”. Han var inviteret til at sige nogle ord om Charlie Hebdo, der var blevet ramt af et terrorangreb den foregående måned.  Zimeray var derfor tilstede ved  ytringsfrihedsarrangementet i kulturcentret Krudttønden på Østerbro, da Omar El- Hussein angreb stedet med et automatvåben:

”Det var tæt på at koste mig livet i en regn af kugler, der var tiltænkt alle os deltagere. Døden trængte ind i den lille sal og i vores liv. Den dag forstod jeg, hvor grænseoverskridende svaret på det harmløse spørgsmål “hvordan går det?”, kan være.”

De nye terrorister

Den terror, der rammer kloden i disse år, er ikke længere koncentreret til lande som Irak, Afghanistan, Pakistan, Nigeria, Tyrkiet med flere. Og hvor terror for årtier tilbage gjorde indbyggerne på det europæiske kontinent fortrolige med forkortelser og navne som IRA, ETA, PFLP, Rote Armee Fraktion, Action Directe med mere, er den vendt tilbage med nye og vel endnu mere skånselsløse aktører. Med historikeren Bent Blüdnikows ord, så var der ”trods alt et større rationale bag dati­dens terrorhandlinger. Man kunne forhandle med terroristerne, og terrorismen var – set med vores øjne – mindre irrationel end nutidens og de religiøst betingede selvmordsterrorister.”

Januar i år arrangerede jeg sammen med Naser Khader, Konservative, en international konference om terrorens ofre. Det er, mig bekendt, første gang man afholder en sådan konference i København. Vi var mere end 100 mennesker i Fællessalen.

Sikkerhedsforanstaltningerne omkring Christiansborg, hvor den foregik, var enorme; for både Khader selv, kunsthistorikeren og muhammedtegneren Lars Vilks og den tidligere Charlie Hebdo-medarbejder, journalisten Zineb El Rhazoui, var blandt talerne. De tilhører alle sammen gruppen af ”højrisikomål”, som det hedder i politisprog. Denne gruppe tilhører en særlig gruppe af terrorofre. For hvad enten de har oplevet et konkret angreb eller ej, er der en konkret og konstant trussel mod deres liv. De er derfor beskyttet af livvagter enten døgnet rundt; eller så snart de bevæger sig ud i det offentlige rum.

Krudttønden og Bataclan  

Zimeray var ligeledes en af talerne på denne konference, og han erklærede åbent, at der ikke går en dag uden at han tænker over angrebet. Det er naturligvis ikke alle terrorofre, der har denne oplevelse. Men mine egne erfaringer – jeg er overlevende fra angrebet på Krudttønden – og de, som andre overlevende har gengivet, genspejler på en vis måde ambassadørens erfaringer: Det tager væsentlig længere tid at komme sig over et angreb, end ofrene ofte forestiller sig. Og ikke sjældent aktiverer nye angreb følelser hos overlevende af sorg, chok og vrede.

En anden taler på konferencen var journalist og dramaturg Agnete Stoffregen. Hun beskrev hændelsesforløbet ved Krudttønden, hvor hun løb ud af salen, da skyderiet begyndte. Hun hjalp kort efter til med at give den døende Finn Nørgaard førstehjælp. Omar El-Hussein skød ham foran Krudttønden. Stoffregen huskede, med den præcision, som den menneskelige hukommelse kan have i sådanne situationer, hvad hun registrerede, da hun holdt hans ben i vejret: ”Det var koldt, men hans ben var varme.”

Det mindede mig om min samtale med Aurelia, en overlevende fra spillestedet Bataclan, som jeg talte med i Paris i sommeren 2016. Hun var sammen med en gruppe andre koncertgæster lykkedes med at flygte væk fra salen og barrikadere sig i et rum, da skyderiet begyndte. I gruppen indgik adskillige sårede, som gruppen forsøgte at hjælpe. Aurelia huskede ikke blot en eksplosion og skyderierne fra salen, der på et tidspunkt blev mere metodiske. På det tidspunkt gik terroristerne over til at henrette mennesker i salen ved skud gennem hovedet:

”Der var en, der ville ringe til sin familie i Tyrkiet. Han kunne ikke huske nummeret. Vi fandt også champagne og plastikkopper. De var til festen for bandet bagefter.”

Massakren på Utøya  

Nutidens islamiske terrorisme i Europa kan næsten få os til at glemme, at terrorismen her i Europa for blot nogle år siden kom fra en helt anden kant. Natklubejeren Patrick Piscot var 18 år, da han var på AUFs sommerlejr på Utøya i juli 2011. Højreekstremisten Anders Behring Breivik dræbte 69 unge på øen, de fleste gange unge. Han dræbte derudover otte mennesker i regeringskvarteret i Oslo. Piscot berettede på konferencen om at have været i en form for ”choktilstand” igennem tre år. I forbindelse med arbejdet med bogen fik jeg lov til at tage med Piscot ud til et foredrag, han holdt for ca. 100 unge mennesker på et gymnasium i København i efteråret 2017. Også her kunne man opleve, hvor præcist hukommelsen arbejder, selvom oplevelserne ligger mange år tilbage. Piscot fortalte uden manuskript om den 22. juli 2011, hvor han delte telt med sin veninde Ingrid:

“Så hører jeg skuddene. Jeg siger til Ingrid, at vi må ud. Jeg åbner teltdugen. Så ser jeg en mand i politiuniform, der kommer gående på min venstre side. Han har et maskingevær hængende og en pistol. En pige, Lejla, løber hen imod ham. Hun stopper tre meter fra ham. Han løfter pistolen og skyder hende i hovedet. Hun falder. Jeg vender mig og ser, at han sparker til hende og skyder igen.”
Men terrorens ofre er naturligvis andre end de overlevende. 52 børn i Frankrig mistede den ene – for nogles vedkommende begge forældre – ved angrebet i november 2015, der ikke blot ramte Bataclan men også en række restauranter og cafeer og et stadion. Ligesom en række forældre mistede deres børn.

Indtil for nylig var Georges Salines præsident for en af de nye grupper for terrorofre, der skød op efter den 13. november. Salines selv mistede sin datter Lola, der dansede til venstre for scenen, da terroristerne skød hende. Da jeg mødte Salines i Paris fortalte han om de forskellige reaktioner på tabet i hans familie, og at der er en gruppe af terrorofre, man efter hans opfattelse overser:

“Min yngste søn var igennem lang tid forfærdelig vred, og det havde han absolut lov til at være. Men selvom jeg på en måde hader dem, der dræbte min datter, så har jeg været mere fyldt af sorg. Det er ganske almindeligt, at også brødre og søstre reagerer stærkt. Jeg er ikke sikker på, om søskende ikke lider lige så meget som forældre. I vores familie har det været særlig svært for den yngste. Den ældste har jo sin egen familie.”

Den Franske Organisation for Ofre for Terrorisme

Frankrig har adskillige andre organisationer, der hjælper terrorens ofre. Landet har  igennem mange år haft en national fond, hvor ofre har ret til at søge erstatning. Frankrig er også, sammen med Norge, et af de lande i Europa, hvor der formentlig pågår den mest væsentlige forskning om konsekvenserne af at blive et offer for terror.

Samtidig er Frankrig, ikke mindst gennem Den Franske Organisation for Ofre for Terrorisme, blevet en art knudepunkt for hjælp til terrorofre fra hele verden. Organisationen tilbyder kunstterapi, samtalegrupper og en art retreats med terapeutisk indhold også for unge terrorofre. Deltagerne kommer ikke blot fra Frankrig, men fra lande som Rusland, Algeriet, Marokko, Israel, Columbia med mere.

Grundlægger og direktør af organisationen, Guillaume Denoix de Saint Marc, mistede sin far i et terrorangreb i 1989. Libyske terrorister havde plantet en bombe ombord på flyet, der var på vej fra Brazzaville til Paris. Alle ombord blev dræbt.

Ved et af vores møder fortalte han mig om en samtale han engang havde med en mand fra  IRA:
”Han havde fortrudt en terrorhandling, han begik. For det var den forkerte person, der var blevet dræbt. Den forkerte! Så har man intet fattet.”

Blandt kolibrier og kalasjnikover. Om terrorens ofre udkommer den 14. februar. Den fokuserer særligt på terrorofre i Danmark, Frankrig og Norge.

Bogen lanceres ved et debatmøde onsdag den 14. februar klokken 19.30-21.30. på Toga Vinstue, Store Kirkestræde 3 i København Her kan man udover forfatteren møde blandt andre bogens redaktør, forlæggger Thomas Vilhelm samt Hannah Bentow, der holdt bat mitzvah fest, da angrebet fandt sted og Patrick Piscot, der er overlevende fra Utøya. Særpris for bogen denne aften kr. 200,-

Debatmøde om min bog om terrorens ofre

Sæt kryds i kalenderen den 14. februar. Her udkommer min bog om terrorens ofre.

Ved boglanceringen på Toga Vinstue i København, kan du klokken 19.30 møde blandt andre Patrick Piscot, overlevende fra Utøya og Hannah Bentow, der holdt bat mitzvah-fest, da angrebet fandt sted ved Synagogen. De har begge givet – meget stærke – interviews til bogen.

Det samme har en politimand, der var på vagt ved Synagogen; og en tidligere sikkerhedskoordinator fra PET, der lå i dækning i Krudttøndens café. Samt adskillige andre fra ind-og udland.

Bogen er i trykken, og jeg glæder mig til udgivelsesdagen!