Monthly Archives: april 2008

  • / af Helle Merete Brix /

Flere anmeldelser og Sapphos debatmøde

Mod Mørket har nu solgt mere end 400 eksemplarer. Dansk Folkeblad har en fin anmeldelse af bogen i sit aprilnummer. Klik på linket, anmeldelsen står på side 28-29: http://www.danskfolkeparti.dk/pictures_org/DF_2_web.pdf

Bo Bjørnvig har i sin klumme “Blæksprutten” i dagens Weekendavisen samlet sammen fra de forskellige anmeldelser. Henimod slutningen af klummen skriver han, åbenbart møntet på den gnavne anmelder i Berlingske Tidende: “Det er nu engang en af de store gåder, at så mange vestlige intellektuelle har det med at undskylde autoritære og aggressive ideologier. Og beskylde dem, der anklager disse ideologier, for at være lige så énøjede, som dem de anklager”.

Sapphos debatmøde i går i Dansk Forfatterforening trak som sædvanlig fulde huse. Enige blev Sapphos chefredaktører dog ikke med de to, vi debatterede med: Tidligere chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen og lektor på Syddansk Universitet, Torben Rugberg Rasmussen. Jeg spurgte Bonnichsen, om han havde læst Koranen, men det havde han ikke og han havde heller ikke tænkt sig at gøre det. Ret tankevækkende, når Bonnichsen samtidig talte om radikale udlægninger af islam, der byggede på en “perverteret udlægning” af Koranen. Men hvordan kan man vide, at der er tale om en perverteret udlægning, når man ikke har læst bogen?

  • / af Helle Merete Brix /

Mere mediedækning af Mod Mørket

Leny Malacinski fra Nyhedsavisen interviewede mig forleden og på udgivelsesdagen den 15. april var artiklen på forsiden af Nyhedsavisen: “Unge muslimer opdrages til at islamisere Vesten”.

Da jeg hastede hjem for at forberede middagsselskab i anledning af udgivelsen ringede TV2 News og inviterede mig til at komme og sige noget om bogen i deres sene udsendelse. Jeg var gæst hos Poul Erik Skammelsen i 23-udsendelsen.

I dag er der så også en anmeldelse i Lokalavisen Østerbro, der interviewede mig marts 2008. Det er en redelig anmeldelse, kritisk men også rosende: “argumentationen er ikke ført helt igennem” og “et tankevækkende værk” og “som en hæderlig forfatter har hun generøst drysset henvisninger rundt i bogen”.

  • / af Helle Merete Brix /

Anmeldelser af Mod Mørket

Jeg samler for nemheds skyld alle anmeldelser af Mod Mørket her.

På dagen, den 15. april, var der fire anmeldelser:

Den amerikansk-norske skribent Bruce Bawer – forfatter til bestselleren While Europe slept – har anmeldt bogen for Sappho og betegner den som “et uhyre informativt værk”: http://www.sappho.dk/marchen.html

Historikeren Mikael Jalving har skrevet om bogen på netavisen 180grader. Han betegner Mod Mørket som “en stærkt oplysende og skræmmende bog” og som “en sjælden øjenåbner”. Jalvings klumme kan læses her: http://www.180grader.dk/klumme/Det_islamiske_netv_rkssamfund.php

I Jyllands-Posten giver Lone Nørgaard bogen fem stjerner: “Måtte “Mod Mørket” finde mange læsere, for først når europæerne forstår truslen, kan de forsvare de frihedsrettigheder, det har taget årtusinder at tilkæmpe sig”.

Berlingske Tidendes anmelder, udenrigsredaktør Kristian Mouritzen, er noget mindre begejstret, for nu at sige det mildt. Men læs og døm selv: http://www.berlingske.dk/article/20080414/anmeldelser/704140021/

Den 16. april anmeldte Østerbro Lokalavis bogen. Journalist Annette Kruhøffer er kritisk, “argumentationen er ikke ført helt igennem”, men der er også ros til bogen: “Denne imponerende samling af viden og argumenter er velskrevet og letflydende” og der er tale om “et tankevækkende værk”.

Den 19. april anmeldte Politiken bogen sammen med filosoffen Kai Sørlanders bog. Anmelderen, Lars Sandbeck er ikke begejstret for bogen, som han mener egentlig er anmeldt med ordene “Muslimerne kommer”. Alligevel skriver han i anmeldelsen, at “Brix har utvivlsomt ret i, at stærke antidemokratiske og antivestlige kræfter for tiden rører på sig i den muslimske verden og også blandt muslimer i Europa. “Mod Mørket” dokumenterer dette til fulde og sågar meget overbevisende”.

Sørine Gotfredsen anmeldte den 24. april bogen fint i Kristeligt Dagblad. Hun skriver bl.a., at “denne bog rummer så stor og grundig research, at man ikke er i tvivl om, at Brix præsenterer en virkelighed, der findes”. Anmeldelsen kan læses i sin helhed her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/284083:Kultur–En-veldokumenteret-advarsel

Dansk Folkeblad har i sit aprilnummer en meget fin anmeldelse af Mod Mørket. Klik på linket, anmeldelsen står på siden 28-29. http://www.danskfolkeparti.dk/pictures_org/DF_2_web.pdf

I Weekendavisen den 30. april har Bo Bjørnvig samlet anmeldelser om bogen sammen i sin klumme “Blæksprutten”. Bo Bjørnvig synes at ironisere over anmeldelserne i Politiken og Berlingske Tidende og skriver, øjensynligt møntet på den gnavne anmelder i sidstnævnte avis: “Det er nu engang en af de store gåder, at så mange vestlige intellektuelle har det med at undskylde autoritære og aggressive ideologier. Og beskylde dem, der anklager disse ideologier for at være lige så énøjede, som dem de anklager.”

Michael Irving Jensen har anmeldt Mod Mørket i Information weekenden 10.-11. maj. Han bryder sig ikke om bogen, der er “tendentiøs med et ofte vulgært sprogbrug, den er også præget af direkte fejl”. Javel, ja. Irving Jensen mener således det er en fejl at skrive, at ordet sekulær ikke findes på arabisk. Han henviser til ordet ilmanî. Men dette ord kan, som jeg har forstået det, kun tilnærmelsesvis forstås som et arabisk modsvar til ordet sekulær, der er blevet til i en kristen kontekst. Jeg har senere fulgt op på bloggen om dette.

Den 24. juni har den norske redaktør Hans Rustad anmeldt bogen fint på document.no. Anmeldelsen kan læses her: http://www.document.no/2008/06/morket_i_morket.html

  • / af Helle Merete Brix /

Intellektuelle, bilafbrændinger og revolutioner

Forleden bagatelliserede rektor for forfatterskolen, Hans Otto Jørgensen, i et interview i Information de bilafbrændinger, der har fundet sted i nyere tid her i landet. Der var tale om hærværk, ikke om vold. Interviewet kan læses her: http://www.information.dk/157706


En bekendt af mig gættede på, at Jørgensen nok ikke har bil! Det skal jeg ikke kunne sige, men skulle Jørgensen være bilejer gætter jeg på, at den i hvert fald ikke blev brændt af under de nylige uroligheder.


Der er intet nyt i såkaldte intellektuelles ligegyldighed eller endda begejstring over for gadeterror. Eller endda over for blodige revolutioner. Historien rummer mange pinlige eksempler på intellektuelle, der som for eksempel den franske filosof Michel Foucault begejstret sluttede op om den islamiske revolution i Iran i 1979. Intellektuelle, der som den iranske journalist Amir Taheri køligt har bemærket det, altid evner at hylde revolutioner, der foregår i bekvem afstand fra dem selv. Eller gadevold. Eller bilafbrændinger.

Efter at have læst interviewet med Forfatterskolen rektor og summet over de danske forfattere og deres engagement i forsvaret for retsstaten sådan i al almindelighed, gik mine tanker til en bekendt, der døde for nylig: Den iransk-franske journalist og forfatter Freidoune Sahebjam. Han opnåede at blive 75 år og dø en naturlig død, skønt han var dømt til døden to gange af det iranske styre: Ved skydning og hængning, for at have indledt krig mod Gud og for blasfemi mod Khomeini. Hvad kommer egentlig først? spurgte Sahebjam i en artikel.

Sahebjam skrev engageret om kvindernes forfærdelige forhold i Afghanistan under Taleban, om forfølgelsen af religiøse minoriteter i Iran, om kvinders – og mænds ret til et frit liv. Han satte livet på spil ved at besøge Iran illegalt en række gange.

Jeg kunne unde nogle af de danske forfattere, der ser stort på gadevold, ildspåsættelser eller trusler mod danske Muhammed-tegnere at møde sådanne mennesker. Til måske at få sat tingene lidt på plads. Mit møde med hr. Sahebjam begyndte med et interview, og det kan læses her: http://www.sappho.dk/Nr.%203%20juni%202006/sahebjam.htm


  • / af Helle Merete Brix /

En vanskelig Jihad for Love

Jeg er ved at skrive en anmeldelse af filmen “A Jihad for love”. Jeg så den for nylig under Natfilmfestivalen, men det er ikke så let. Det er en seværdig, men mærkværdig film om homoseksualitet og islam. Hvad skal man mene om en homoseksuel imam, der er sprunget ud som bøsse, men lader sine små døtre bære hovedtørklæde? Er det hustruens beslutning? Eller hvordan hænger det sammen?
Anyway, imens jeg grubler over sagen og anmeldelsen går tankerne tilbage til det Cape Town, hvor imamen bor. I filmen ser man ham spadsere i det smukke malaysisk-muslimske Bo-Kaap kvarter med de stejle gader og huse i en række forskellige farver. På billedet, som jeg tog under mit besøg i Cape Town i september 2007, ser man blandt andet områdets berømte grønne moské og Taffelbjerget.
  • / af Helle Merete Brix /

Så er min blog oprettet! Mere følger snarest.