Helle Merete Brix

”Gå ikke i panik. Jeg er muslim”. ”Befri Palæstina”. ”Muslim hele dagen”. Sådan står der på nogle af de t-shirts, man kan købe i en af de mange, mange boder på den islamiske konference og udstilling i Bourget i Frankrig, der for nylig løb af stablen.

Det er 28. gang, at Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer (UOIF) afholder konference i de gigantiske udstillingshaller lige uden for Bourget. Bourget er en forstad blot 15 minutters togkørsel fra Gare de Nord i Paris.

Lige som i 2007, da jeg besøgte konferencen for første gang, udmærker den sig ved at være velorganiseret. Fra stationen kører der i pendulfart shuttlebusser det korte stykke vej ud til udstillingsområdet, Parc des Expositions.

Og allerede i bussen får man en fornemmelse, af at dette ikke er en konference med liberal islam på programmet. Vi er fire kvinder ud af 15, der ikke har dækket håret til. De fleste er også i fodlange, løse dragter, omtrent allesammen sorte.

Læs mere på rights.no

“En skelnen mellem islam og islamisme er egentlig noget kunstig.  Der findes, grundet islams politiske natur, ikke nogen islamisk organisation uden et politisk formål. Der findes afvigende retninger, såsom Ahmadiyya og Alevi samt Bahai, der opstod som selvstændig religion i Iran i sidste halvdel af 1800-tallet. Ingen af dem er shariaforkæmpere. Der findes sufiretninger, der ikke er ortodokse. Og der findes naturligvis muslimer, både i Vesten og i Mellemøsten, der ikke ønsker at indføre den islamiske stat. Men de islamiske bevægelser i Vesten og i Mellemøsten er ikke blot religiøse foreninger, de har også et politisk formål: At implementere sharia´en.”

Fra min artikel om Bilal Philips og andre muslimske prædikanter, der gæster Europa. Læs artiklen på rights.no

For 21 år siden forsvandt Hisham Matars far. Hisham Matar er romanforfatter og bor i eksil i Storbritannien. Han stammer fra Libyen. Matars far blev kidnappet i marts 1990 af de sikkerhedsvagter i Cairo, som den egyptiske regering havde stillet til rådighed for familien.

I Cairo boede familien i eksil, efter at faderen, Jaballa Matar, der var en kendt diplomat og systemkritiker, ragede uklar med Muammar al-Gaddafis regime.

Gaddafi har haft magten i Libyen siden efteråret 1969, hvor han stod i spidsen for et militærkup, der væltede landets pro-vestlige monarki. Og Gadddafi har brutalt slået ned på enhver form for opposition.

Jeg har skrevet om Matar og hans fremragende forfatterskab her

“Dette er de vantros hus. Må svinene rådne op i helvede”.

Citatet findes i den britiske BBC-journalist Peter Taylors aktuelle bog, “Talking to terrorists: A personal journey from the IRA to Al Qaeda”. Taylor har igennem 40 år beskæftiget sig med terrorisme: Han har dækket den nordirske konflikt intensivt. Han har interviewet marxisten Angela Davis. Han har talt med ANC folk på træningslejr i Angola, da bevægelsen under apartheid var klassificeret som illegal.

I min anmeldelse af denne elementært spændende og væsentlige bog har jeg dog koncentreret mig om det, der ikke uden grund fylder de fleste af bogens sider: Den islamiske terrorisme. Læs mere på rights.no

Skal der indføres forbud mod burkaer i det offentlige rum? Betyder antallet noget?

På en konference om kvinder, religion og sharia i London for nylig diskuterede panelister og publikum også tildækning af kvinder, burka og niqab.

Grundlægger af One Law for All, Maryam Namazie undrede sig over, at diskussionen i Vesten ofte kommer til at dreje sig om retten til at gå tildækket frem for de repressalier, der kan rettes mod kvinder, der ikke vil dække sig til. Læs min artikel om diskussionen her

Vi har et problem med islamisk ekstremisme i Vesten. Jeg mener, at svaret er at bekæmpe terroristerne på slagmarken og ødelægge deres ideologi. Det skal gøres på vores betingelser og ikke deres. Men der har dannet sig en main stream opinion i Vesten, der går ud på, at modsvaret til radikal islam er islam.

Altså, hvis du bliver angrebet, hvis nogen sprænger tårne i luften eller sprænger bomber i et tog, så er svaret ikke, at “dette er et demokratisk land, vi tillader det ikke”. Svaret er, “lad os forsøge at hjælpe med at udvikle en fredeligere form for islam, for eksempel bygge en moskè ved Ground Zero”. Jeg mener, det er et dødsdømt projekt.

Sådan sagde Douglas Murray, da jeg for nylig interviewede ham om det planlagt islamiske kulturcenter ved Ground Zero i New York. På billedet ses Murray ved et møde i Trykkefrihedsselskabet i 2009. Læs interviewet med ham på rights.no

Man kan gå ind lige fra gaden. Den franske organisation Ni Putes Ni Soumises (Hverken ludere eller underdanige) holder til i Maison de mixite i en ganske hyggelig, stejl gade i Paris´ 18 arrondissement. I forhallen sidder et par tørklædeklædte unge kvinder i en hvid sofa. De venter øjensynligt på at komme til at tale med et af de otte mennesker, der er på lønningslisten i organisationens hovedkontor.  Ingen af de ansatte og ingen af de frivillige hjælpere bærer hovedtørklæde.

Jeg besøgte for nylig Ni Putes Ni Soumises i Paris. Organisationen har 50 afdelinger i Frankrig og får omkring 8000 henvendelser om året. Det drejer sig om seksuel vold, arrangerede ægteskaber, polygami med mere. Læs artiklen på rights.no

Paris er vidunderlig selv i januar. Jeg nåede både at interviewe den fransk-tunesiske forfatter Samia Labidi, gå til åben fredagsbøn i rue Myrrha, besøge organisationen Ni Putes Ni Soumises (Hverken ludere eller underdanige), drikke kaffe og skrive på det sidste kapitel til min bog. Og også at bo så dejligt som aldrig før, oppe under taget  i rue Castex. Marais-kvarteret er mit yndlingskvarter i Paris.

Samia Labidi, der i mange år har arbejdet for at oplyse om og bekæmpe den politiske islam, er forståeligt nok euforisk over Jasmin-revolutionen i Tunesien: “For første gang har jeg set en regulær debat på tunesisk fjernsyn”. Læs mit interview med hende her

Om fredagsbønnen: Det er helt besynderligt og forkert af den franske stat tillader at gaden bliver brugt til fredagsbøn. Nu er det ikke blot en del af rue Myrrha, men også en tværgade, der bliver brugt til formålet.

Flere artikler og kommentarer følger på Human Rights Service snarest.

Den tyske forfatter Henryk Broder er i dag kendt over hele den vestlige verden som en skarp og polemisk debattør og kritiker af ikke mindst islams indflydelse på de europæiske samfund og Europas forhold til Israel. Broder er forfatter til en lang række bøger, senest Hurra, wir kapitulieren i 2006 og Kritik der reinen Toleranz i 2008.

Broder skrev i mange år for Der Spiegel. For nylig skiftede han arbejdsgiver, og i dag skriver han for Die Welt.

Broder har netop været et par dage i Danmark for blandt andet at interviewe Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard samt tegneren Kurt Westergaard og Jyllands-Postens udlandsredaktør Flemming Rose.  Jeg mødte ham til et interview om islam-og integrationsdebattens tilstand i Tyskland, Hizb ut-Tahrir i Danmark med mere. Interviewet kan læses her

Årets sidste dage var stadig fyldt af den dramatiske sag om det fejlslagne terrorangreb mod Jyllands-Posten forleden.

Fire muslimske mænd, i alderen fra 26-44 år, blev anholdt i Danmark og Sverige, mistænkt for at ville foretage et guerilllaangreb mod Jyllands-Posten i stil med det, der i 2008 blev foretaget mod blandt andet luksushotellet Taj Mahal i den indiske by Mumbai.

Sagen følger et forventeligt mønster og inkluderer blandt andet en helt forventelig pressemeddelelse fra Muslimernes Fællesråd. Jeg har skrevet om den på rights.no.

På billedet har et overvågningskamera på stationen i Luton fanget de fire selvmordsterrorister, der i juli 2005 dræbte 52 mennesker i London.