Igennem august har programmet haft ytringsfriheden som tema. I denne udsendelse er Carsten Jensen gæst, mens bl.a. chefjurist Jacob Mchangama fra CEPOS og Gyldedals litterære direktør Johannes Riis samt undertegnede medvirker i båndede interviews. Udsendelsen kan høres her

Det overgår min fatteevne. Men jeg respekterer Hitchens for hans klare afstandtagen til den radikale islam og hans forsvar for Danmark og Muhammed-tegningerne.

Jeg medvirker næste gang mandag den 30. august kl. 10.03 i “Krause på tværs”.

Det er en læseværdig bog med mange interessante bidrag fra aktivister, forfattere, m.fl. Her er blandt andre en major i den hollandske hær, der som barn gik på samme koran-eftermiddagsskole som Theo van Goghs morder. En britisk skuespiller med tyrkisk-capriotisk baggrund der en overgang var medlem af Hizb ut-Tashrir.

Den tunesisk-franske forfatter Samia Labidi fortæller om, hvordan hun i sin ungdom blev indrulleret i en islamistisk organisation i Tunesien, hvor hun er født og voksede op. To amerikanske muslimer advarer mod wahabismens indflydelse på islamiske organisationer i USA. En god bog.

Litterært er forfatterskabet ikke noget at råbe hurrah for; værdien ligger i at Tangarira i sin selvbiografi fortæller om livet for den generation, der er født under Mugabes styre, det vil sige efter at Zimbabwe blev født som nation i 1980. Det er, med forfatterens ord, en “bitter og traumatiseret” generation.

Mugabes styre har allerede gennem en hof-kommentator i den zimbabweanske avis The Herald været ude med en barsk kritik af både Tangarira og Danmark. Gudskelov kan Tangarira nu bo to år i fred for Mugabe i Danmark, hvor han kan udvikle - og forhåbentlig forbedre - sit forfatterskab.

Det var Salman Rushdie, der i sin tid tog iniativ til Det Internationale Forfatterparlament, der er forløberen for ICORNs for tiden 31 fribyer, der næsten alle er placeret i Europa. Endnu engang er der grund til at sige hurrah for sir Salman!

Nelson Mandela fylder 92 år i dag. Jeg genlæste for nylig hans selvbiografi, Long walk to freedom. Det er en mastodont på 762 sider, men virkelig værd at bruge tid på. Bogen handler i detaljer om kampen mod apartheidstyret i Sydafrika og ikke mindst de mange år i fængslet på Robben Island. Jeg så det tidligere fængsel, da jeg besøgte Cape Town i 2007.

Interessant er det også at læse, at Mandela i sin ungdom stak af fra et arrangeret ægteskab. Ligesom det er ret livsbekræftende at vide, at manden senest giftede sig - for tredie gang - i en alder af 80 år.

Et par år før sin død, som 80-årig og blind rejser Borges ud i verden med sin assistent,  den 37 år yngre fotograf Maria Kodama, som han i øvrigt giftede sig med halvanden måned før sin død. Rejseoplevelserne er beskrevet i Atlas. denne helt usædvanlige bog. En af oplevelserne er en ballonrejse i Californien, så tidligt om morgenen at lyset blot er på vej. Udover skipperen er der fem mennesker i ballonen.

Borges skriver: “Rummet var åbent, den svage vind, der førte os frem, som om den var en langsom flod, kærtegnede os på panden, i nakken eller på kinderne. Alle følte vi, tror jeg, en næsten fysisk lykke”.

Jeg stødte første gang på udtrykket for mange år siden, da jeg - endnu engang - læste Laura Ingalls Wilders bøger om hendes opvækst i USA i slutningen af 1800-tallet. Bogserien hedder Det Lille Hus på Prærien. I en af bøgerne giver forældrene Laura og hende søster Mary lov at løbe ud en aften i snevejret med måneskin. De må naturligvis ikke løbe langt væk. Men Laura overtaler sin søster til at de løber lidt længere væk. Det fører dem nærmest i armene på en stor ulv.

De når sikkert hjem, og da Lauras far hører om at de fulgte Månebroen, ser han på Laura med et mærkeligt blik og siger, at det ikke undrer ham. For han kender sin datter. Hun vil, som han siger til hende et sted, ligesom sin far helst flyve som fuglene og rejse så langt ud på prærien som muligt. Og følge fiktive Månebroer.