Archives: Kronikker og essays

Er der ytringsfrihed i Trykkefrihedsselskabet?

Kære Lars. I dag fylder du 70 år. Det markeres på lørdag i Trykkefrihedsselskabet med udgivelsen af et festskrift, hvor du med rette vil blive hyldet. For du er en markant personlighed, der har gjort en stor indsats for at forsvare ytringsfriheden.

Allerede i december sidste år fik jeg selv en opfordring fra festskriftets redaktionskomité,  bestående af historikeren Bent Jensen, Trykkefrihedsselskabets næstformand teologen Katrine Winkel Holm samt forretningsmanden Jens Gregersen til at skrive en hilsen til dig i det. Jeg havde året inden udmeldt mig af Trykkefrihedsselskabet, fordi jeg ønskede at stå frit. Men jeg kom stadig til møder ind imellem. Jeg sagde ja tak.

Når jeg i stedet offentliggør min hilsen her, er det fordi mit bidrag blev afvist. Det ser jeg som et symbolsk udtryk for, at Trykkefrihedsselskabet er på forkert kurs. For hvad er der blevet af ytringsfriheden i din forening?

I oplægget fra festskriftets redaktionskomité stod der blandt andet følgende: ”Festskriftets hovedtema skal være ytringsfriheden og dens fjender – både de åbenlyse og de mere forblommede.” Og videre: ”Vi vil opfordre dig til at bidrage til festskriftet med en personlig hilsen (max. 1.000 anslag).  Vi vil gerne kunne offentliggøre så mange hilsener som muligt.  For at opnå maksimal mangfoldighed overlader vi det fuldkommen til dig selv at vælge din hilsens indhold.  Det kunne være en erindring, en iagttagelse, et forslag – alt sammen for at tilføre festskriftet liv.”

En måne af pergament

Jeg indsendte følgende hilsen

”Kære Lars.

Stort tillykke med de 70 år og mange tak for de ni år, vi sammen arbejdede for  ytringsfriheden. Det var et stormfuldt men frugtbart samarbejde, og jeg satte vældig pris på din humor, intelligens og viden. Men forsvaret for sagen tog overhånd, og i de senere år forvandlede den iltre og stejle Lars sig til en uforsonlig Lars, ude af stand til at lytte til andre synspunkter end sine egne og med et krav til sine samarbejdspartnere om fuldstændig enighed.

Loyalitet er for noble mennesker, og dem er der stadig nogle tilbage af i kredsen omkring dig. Men der er endnu flere usikre mennesker, og sådanne folk er ikke loyale, men blindt loyale. Om du så en dag går ud og taler om at månen er fremstillet af pergament, vil de trofast tale din sag.

Det er en skam, for det har skadet forsvaret for ytringsfriheden og dit Trykkefrihedsselskab. Jeg ønsker dig en dejlig fødselsdag og alt godt fremover.”

Blekingegadebanden

Den 2. april i år kom svaret fra Bent Jensen: ”Tak for dit bidrag til festskriftet til Lars i anledning i anledning af hans tilstundende 70 årsdag. Redaktionskomiteen vil benytte sig af retten til at fravælge dit bidrag, fordi vi ikke mener, at din lykønskning i sin helhed svarer til det, man med rimelighed forventer i et festskrift. Meningen med et sådant skrift er jo ikke at hælde malurt i bægeret. Vi beklager, at vi har været nødt til at træffe denne beslutning, da du jo tidligere har været en af Lars´ medkæmpere og gode venner.”

Her er vi ved sagens kerne. For hvad er det, der gør, at dine venner mener at du – du af alle – ikke bør kunne læse en fødselsdagshilsen, der også rummer kritik? Igennem mange år var du i dagspressen en skribent, der skrev ubarmhjertigt og godt om hvad som helst og hvem som helst. Det skaffede dig fjender men også fans, der respekterede din hårdtslående stil og det faktum, at du ikke leflede for nogen. Nogle af dine fans var mennesker, der var så gamle, at de kunne huske din indsats som chefredaktør på Information under sagen med Blekingegadebanden. Du havde intet til overs for en gruppe fra den radikale venstrefløj, der ikke havde respekt for menneskeliv. Du kunne ikke finde politiske undskyldninger for den slags. Din karriere på denne avis blev kort. Men det siger noget om dit format, at du stod fast.

Respekt for dit format

Selv lærte jeg dig at kende ved en middag i dit hjem på Frederiksberg en marts aften i 2001. Her mødtes en lille gruppe mennesker, der mente den var rivende gal med dækningen af islam og kulturmødet. Den var alt for ukritisk. Jeg kunne lide dig med det samme. En brumbasse, men en brumbasse med gods i. Da det et par år siden bragede løs i medierne i forbindelse med udgivelsen af vores fælles bog ”I Krigens Hus” stod vi sammen om vores udgivelse. Jeg var dengang medlem af ytringsfrihedsorganisationen PEN, og jeg ville gerne også have dig optaget. Det ville PEN ikke uden videre på grund af ”I Krigens Hus”. Sagen rullede i ugevis i medierne. Det var ikke udelt nemt, slet ikke for dig, der måtte tage næsten al skraldet og omtrent hver anden dag kunne læse i avisernes debatspalter, at du var en ond og racistisk person. Men du stod fast. Jeg fik stor respekt for min samarbejdspartner.

Retssagen

Men igennem årene blev det i stigende grad vanskeligere at diskutere med dig. Din pen blev mere uforsonlig, mere vred. Det blev sværere at se, hvad du egentlig var for. Og stor var min forbløffelse, da jeg så, hvordan du mange år senere greb din egen retssag an. Jeg taler naturligvis om den famøse julefrokost video, der i 2010 skaffede dig en retssag på halsen på grund af udtalelser som ”….de voldtager deres egne børn. Man hører hele tiden, at piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler eller deres fætre eller far.”.

At du i det hele taget blev slæbt i retten for dine udtalelser er vanvittigt. Lad os få racismeparagraffen fjernet. Men hvorfor slog du ikke blot ud med hænderne og beklagede dine udtalelsers grove form? Havde du gjort det, havde du tabt ansigt, i stedet insisterede du på, at udtalelserne ikke havde været bestemt til offentliggørelse. Du vandt din retssag. Men du tabte din troværdighed.

Sappho og Trykkefrihedsselskabets forandring

Den journalist, der havde interviewet dig om sagen, blev efterfølgende hængt ud på Sappho, Trykkefrihedsselskabets internettidsskrift, som ”illoyal”. Det tidsskrift, du og jeg engang redigerede i fællesskab, og som vi var så stolte af. I dag har tidsskriftet mere karakter af propaganda. I dramatiske artikler under temaet ”Staten versus Hedegaard” har dine tilhængere fået fik dig kørt op i martyrstørrelse. Ikke et eneste medlem af din forenings bestyrelse har haft noget kritisk at sige om den måde, du har ført din retssag på.

”Man skal skrive sandheden”, har du engang sagt, da du og jeg endnu en gang rystede på hovedet af journalister, der i deres artikler lod muslimske prædikanter med sharia på programmet fremtræde som moderate. Men man skal også sige sandheden. Engang imellem skal man også sige ubehagelige sandheder til sine venner. Det synes jeg, at dine har forsømt.

Visse af dem vil – måske endda under din fødselsdagsreception – tænke, at nogle af dine kritikere har en pointe, når de peger på, at du ikke ønsker et modspil. I din forening virker det da heller ikke som om, at man siger formanden imod. Det er uheldigt. Det holder frihedselskende mennesker væk fra foreningen. Forsvaret for ytringsfriheden er en vigtig sag, og jeg ville ønske, at flere mennesker ville bakke op om den. Men hvor skal de gå hen i dagens Danmark, hvis de ønsker at organisere sig? Jeg kender ikke længere til en ytringsfrihedsorganisation, jeg kan anbefale.

Kære Lars. Jeg ønsker dig en dejlig fødselsdagsreception og siger stor tak for samarbejdet. Jeg ville ikke have været det foruden.

 

 

Det Muslimske Broderskab i Europa

Forleden vandt Det Muslimske Broderskab valget i Egypten. Broderskabet er Egyptens bedst organiserede politiske bevægelse. Men det er også en bevægelse, der igennem mange år har været aktiv i Europa.

Billedet er taget af en fotografven, der ledsagede mig en af de gange, jeg besøgte den store islamkonference i Paris-forstaden Bourget.

På billedet ses et udsnit af konferencesalens kvindeafdeling. Taleren er Hani Ramadan, bror til den berømte prædikant Tariq Ramadan.

Hani Ramadan, der er gymnasielærer i Schweiz, vakte for et par år siden opsigt, da han i en kronik i Le Monde betegnede stening til døde ikke blot som en straf, men som en “renselse”.  Læs mere i min kronik i Jyllands-Posten

De Sataniske Vers – historien gentager sig

sataniI weekenden har norske muslimer demonstreret i Oslo. Deres budskab er at de er krænket over norske medier specielt og offentligheden generelt over hvad de opfatter som mobning af muslimer. Demonstrationerne blev udløst af en tegning gengivet på Dagbladets forside.

For 21 år siden demonstrerede muslimer i tusindvis i hele Europa, da de ville stoppe udgivelsen af  Salman Rushdies bog De sataniske vers. En bog som den 14. februar 1989 udløste en dødsfatwa – en fatwa som fortsat gælder.

Jeg har set tilbage på historien om De sataniske vers. Læs min kronik på Human Rights Service

20-året for fatwaen mod Salman Rushdie

Et af Soudabeh Ardavans billeder fra fængslet

Et af Soudabeh Ardavans billeder fra fængslet

I morgen, den 14. februar, er det 20-året for ayatollah Khomeinis fatwa mod forfatteren Salman Rushdie. Mit essay Khomeinis ånd er et essay om drag-shows i Berlin, en fatwa, en ayatollah, iranske dissidenter, et excentrisk kulturprojekt og Europas isvinter. I essayet indgår også beskrivelsen af mødet med to kvinder, der efter revolutionen sad indespærret en årrække i et af Teherans værste fængsler.

Den ene af kvinderne, Soudabeh Ardavan, er maler og har blandt andet tegnet det billede fra fængselsgården, som du kan se oven for.

Essayet er  bragt både på rights.no og sappho. Læs det her