De Frafaldne

bilde “Religionen bød mig at ære min mand som en Gud. Nuvel, sagde jeg, så må min mand udvikle guddommelige kvaliteter. Det skete nu aldrig”.

Sådan lyder et citat fra monologen De Frafaldne, som jeg i 2002 skrev til den iranskfødte skuespiller Farshad Kholghi.  Den blev opført på Folketeatrets mindste scene Boxen, hvor den gik igennem et par uger. Vi fik fine anmeldelser i Jyllands-Posten og Politiken. Det var den unge, talentfulde instruktør Heinrich Christensen, der satte denne forestilling om totalitarisme i scene. Formodentlig var vi de første, der inddrog terrorangrebet på USA den 11. september i en teaterforestilling.  Og uden at rase mod USA eller Bush, ret usædvanligt i kunstnerkredse! Det skete i monologens afslutningsscene, hvor Farshad Kholghi med bravour spillede Muhammed Atta, en af selvmordsterroristerne.

Inden da var monologen rundt om bl.a. koncentrationslejrenes rædsler, ligesom Kholghi lod sig forvandle sig til den muslimske patriarks underkuede hustru, der ender med at gøre oprør, en uheldig børneskuespiller i Stalins Rusland og en muslimsk politiker, der ønsker at modernisere landets koran-tro love.

De Frafaldne var mit andet teaterstykke. Tre år tidligere skrev jeg stykket Besættelse, der, mener jeg, havde smukke, sproglige passager, men som forestilling betraget ikke var fuldstændig vellykket. Man kunne med lidt god vilje sige, at “it had its moments”. Springet fra at skrive prosa til at skrive drama kan være chokerende stort.

De Frafaldne er oversat til engelsk.