Erindringer fra Zimbabwe/Rhodesia
Human Rights Service i Norge har trykt mit interview med forfatteren Lauren St John, der voksede op i Zimbabwe dengang landet hed Rhodesia:
Jeg blir aldri afrikaner: – Min familie har bodd i Afrika i fire generasjoner. Jeg oppfatter meg som afrikaner, og jeg elsker landet mitt, Zimbabwe. Men jeg er hvit i huden. Derfor defineres jeg som europeer eller ikke-afrikaner, forteller forfatteren Lauren St John. St John har nylig gitt ut boken ”Rainbow´s End: A memoir of childhood, war & an African farm”. Den danske skribenten og forfatteren Helle Merete Brix, møtte St John for en samtale om hennes nyutgitte bok og den tragiske og blodige situasjonen i landet som ligger hennes hjerte nærmest.
Læs mere på:
http://www.rights.no/publisher/publisher.asp?id=54&tekstid=1914
Hmm, er den ikke lidt ensidigt positiv i forhold tilde hvide rhodesianere? Det var jo ikke for sjov, at zimbawerne gjorde oprør. Apartheid er ikke just den sjoveste styreform, hvis man er sort. At Mugabes klepto-stalinisme er værre, er tragisk, men mon ikke det at de sorte fik magten og ansvaret, er et nødvendigt skridt i landets historie? Selvfølgelig er en ny revolution en nødvendighed, men den skal vel også hovedsageligt udføres af sorte.
En anbefalelsesværdig skønlitterær bog om det moderne Zimbabwe er Lars Bonnevies “En grav i Vinden”´(fra 1988, så vidt jeg husker). Selvom den er socialistisk farvet, og helten er den tidligere guerillakriger Tendai, er den blottet for revolutionsromanik og illusioner om Mugabes styere. Desuden er den præget af en fortættet stemning af tragik, og generel desillusion og mangel på retning og meningsfulde handlemåder.
Venlig hilsen
Jacob A(www.holocaust-kinfo.dk/weblog)